Søren Meldgaard er økonomisk rådgiver hos Uvildige.dk, der er et landsdækkende samarbejde af uafhængige og uvildige finansielle rådgivere. Søren Meldgaard har igennem de sidste fem år hjulpet en stor del af de veteraner, som igennem Soldaterlegatet har fået bevilliget støtte til økonomisk rådgivning. Den økonomiske rådgivning gives til et stadigt stigende antal veteraner, og i Soldaterlegatet indtager denne del af støtten ofte en essentiel rolle i en større indsats for at få den enkelte veteran på fode igen.
SL: Kan du sætte nogle ord på, hvad det er, der gør, at økonomisk rådgivning ofte spiller en så vigtig rolle?
SMP: Økonomi er generelt en af de største stressfaktorer, der findes, så det at få dannet et overblik og ’taget tyren ved hornene’ giver ofte en hel del ro hos veteranen. Ved at få ro omkring økonomien kan man flytte sine mentale ressourcer til det, der er vigtigt nemlig behandling af sin skade, typisk PTSD, få styr på en fremtid, hvor der skal tages højde for en fysisk eller psykisk skade og ikke mindst få hverdagen til at fungere med familien i lyset af den nye situation.
SL: Økonomi er for mange mennesker et ret personligt og nogen gange ømtåleligt område. Hvordan oplever du, at veteranerne tager imod din rådgivning, og hvad er det typisk, du hjælper dem med?
SMP: Ja, det er et ømtåleligt emne, og mange veteraner har dårlige oplevelser med deres økonomi. Derfor opstår der også ret ofte det, jeg kalder økonomiinfluenza den dag, hvor jeg kigger forbi første gang. Men når vi er færdige med det første møde, kan man næsten se, hvordan det har lettet deres sind, uden at jeg egentlig har gjort noget endnu. Det er faktisk ofte på det første møde, hvor jeg blot lytter, at jeg får den største tak. Det primære mål er altid at sikre et acceptabelt men dog minimalt rådighedsbeløb samt sikre, at huslejen bliver betalt, og at der er en stabil indkomst fremadrettet, hvilket ofte sker med hjælp fra Veterancentrets socialrådgivere. Når dette er på plads, hjælper jeg ofte med basale ting som at få åbnet brevene og sat dem i en mappe, få forklaret hvad veteranens rettigheder er over for kreditorer og eventuelt banken, hvis den giver udfordringer.
En anden opgave, der heldigvis er begyndt at blive meget aktuel, er, når arbejdsskadeerstatningen kommer. Her hjælper jeg med at sikre, at pengene ikke ender i tvivlsomme investeringer eller bliver
brugt på ting, man reelt ikke havde behov for, og som stiller veteranen i en værre situation end udgangspunktet. Min vigtigste opgave og bedste råd er her at få forklaret veteranen, at dette er en erstatning, ikke en lottogevinst. Den skal kompensere for de sidste par års økonomiske prøvelser og sikre, at han/hun får den samme økonomiske status som før skaden.
SL: Hvad udgør et godt rådgivningsforløb, og hvordan oplever du helt konkret, at forløbene hjælper veteranerne videre?
SMP: Et godt forløb er et, hvor veteranen er en medspiller og accepterer, at en økonomisk genopretningsplan tager nogle måneder, og at det først og fremmest er hans/hendes eget ansvar, men at jeg er der som en stærk støtteperson. Derudover er det vigtigt, at veteranen ikke opgiver første gang, planen bliver brudt, men i stedet samler det op igen, kontakter mig, og så får vi rettet op på det i fællesskab.
SL: Mange af de veteraner, du møder, har fysiske eller psykiske skader. Hvordan oplever du, at det har præget deres situation og de udfordringer, de står overfor?
SMP: Langt de fleste veteraner, som jeg har mødt, lider af psykiske skader, og min opfattelse er, at det er dem, der har det langt sværest i forhold til kommunen, banken eller domstolen. Går jeg i banken med en fysisk skadet veteran, så kan man mærke, hvordan det er nemmere for den enkelte medarbejder at acceptere skaden, for de kan se den – hvor det med hensyn til den psykisk skadede ofte gælder, at de ikke kan ’se noget’ og dybest set mener, at personen bør tage sig sammen.
SL: Vi har været inde på, at den økonomiske rådgivning ofte hjælper veteranerne med at komme ovenpå igen, men er der andre tiltag, som du vurderer, at veteranerne kunne have gavn af?
SMP: Først og fremmest er jeg glad for det, der allerede sker blandt veteranerne, at det er blevet mere acceptabelt at nævne, at man ikke har det alt for godt mentalt. Nu har jeg været med siden 2009, og der er sket et stort skred i, hvor acceptabelt det er at give udtryk for, at man har PTSD. Det er en udvikling som, jeg håber på fortsætter, for jo før man accepterer det, jo nemmere er det at hjælpe. I hvert fald med hensyn til de økonomiske spørgsmål.
Derudover kunne jeg godt tænke mig, at man gjorde en endnu større indsats for at klæde de nærmeste pårørende bedre på, så de ville have lettere ved at forstå og håndtere nogle af de udfordringer,
som de PTSD-ramte veteraner står overfor. Jeg møder desværre alt for ofte veteraner, der er skilt, og som betaler børnebidrag til to børn, hvilket er en stor post for en veteran på sygedagpenge eller det, der er værre. Så lad os gøre noget for, at familien kan bevares – trods PTSD.
Skrevet af Charlotte Bækdahl