’At komme ud på vandet gør noget helt specielt for mig.’

Den skadede soldat og eliteroer Kasper Sønderby Thomsen bruger idrætten til at bearbejde de psykiske udfordringer, der er ved at være fysisk skadet. Han stiler målrettet mod at deltage i De Paralympiske Lege i 2016 i para-kajak og har netop opnået en finaleplads ved EM.­­

Kaspers liv er fyldt med idræt. Det har det altid været. Før hans udsendelse til Afghanistan, hvor han mistede begge underben efter at have trådt på en IED bombe, spillede han ishockey på højt plan, og nu er kajakken blevet et vigtigt middel til at komme videre i livet og tackle de udfordringer, der viser sig på vejen. Han ror para-kajak på eliteniveau med ti træningspas om ugen og stiler højt, fordi de mål, han sætter sig i rosporten, styrker ham mentalt til at klare andre ting i hverdagen.

– En af de ting, der har betydet noget for mig, har været at finde noget glæde og motivation tilbage igen i livet. Og det har idræt helt klart hjulpet mig med. Hver gang jeg opnår et mål, opnår jeg samtidig en indre glæde og selvtilfredshed, som gør, at jeg får mod på at knokle endnu mere på, siger Kasper.

Mistede begge underben

En oktoberdag i 2011 ændrede Kaspers liv. Under en patrulje som udsendt soldat i Afghanistan stødte han på en Taliban-sprængladning. Hans ene ben blev amputeret under knæet med det samme. Det andet underben havde fået så store skader, at det efter et stykke tid også måtte amputeres. Hans karriere som udsendt soldat var slut. Det samme var karrieren som ishockeymålmand for Herning Blue Fox.

Men Kasper gik ikke i stå. Han fortsatte med at dyrke idræt og med at leve et aktivt liv. Tre måneder efter sin skade, begyndte han at mødes jævnligt med andre skadede soldater for at svømme, styrketræne og spille forskellige former for boldspil. Han mødte dem i Rigshospitalets Fysioterapi og trænede fast på Svanemøllens Kaserne under DIF Soldaterprojekt.

– Helt fra begyndelsen har idrætten været den helt store faktor i min rehabilitering. Min måde at komme videre på under genoptræningen på Rigshospitalets Fysioterapi var at sætte nogle fysiske og psykiske mål for mig selv. Og ved at opnå dem føler jeg mig samtidig mentalt klar til at prøve flere udfordringer af, fortæller Kasper.

Vand er som terapi

En dag i 2013 testede Kasper sig selv i et kajak-ergometer, der står på Svanemøllens Kaserne. Tiderne viste sig at være ret gode. Så gode at han begyndte at træne i Vallensbæk Kano- og Kajakklub sammen med en anden skadet soldat, Jonas. Og træningen på vandet havde en virkelig god indvirkning på Kasper.

– At komme ud på vandet gør noget helt specielt for mig. Det bliver en eller anden form for terapi-lignende tilstand. Når jeg kommer ind fra vandet er hovedet tømt, og jeg er klar til at komme hjem og klare de næste gøremål, fortæller Kasper.

EM i para-kajak

Kasper blev nummer seks ved Europamesterskaberne i para-kajak, der blev afholdt i weekenden 1.-3. maj i Tjekkiet. Han deltog sammen med sin træningsmakker, Jonas El Awsy, der også er skadet soldat. De har hidtil roet i hver deres klasse, men ved reklassificeringen lige op til EM, kom begge atleter i samme kategori, nemlig CL.3, som betegner roere der kan anvende ben eller proteser. Ved Europamesterskaber er reglerne sådan, at man kun må stille med én atlet i hver kategori, så holdlederne blev tvunget til at vælge én af de to pararoere til finalen, hvilket blev Kasper.

Den næste store konkurrence, der venter, er World Cup sidst i maj måned og VM i august i Milano. Det helt store mål for Kasper er at kvalificere sig til De Paralympiske Lege i 2016.

Se og hør interview med Kasper her:

Fakta

  • Kasper Sønderby Thomsen og Jonas El Awsy er på sprintlandsholdet i et samarbejde mellem Dansk Handicap Idræts-Forbund, Super Kraft Center Vallensbæk og Dansk Kano og Kajak Forbund og trænes daglig af Cheftræner Christian Grau.
  • Kaspers kajak er specialtilpasset med midler bevilget af Soldaterlegatet.

Skrevet af Marie Tanggaard