Foto: Pilatesinstruktør Jojo Bowman og fysisk skadet soldat.

Det begyndte med en Morris Mascot…

Print
Af Marie Tanggaard | 13/05/2016

Siden 2009 har Soldaterlegatet hjulpet militært personel og civile, der har pådraget sig fysiske eller psykiske skader under militær udsendelse. Peter Højland er formand for Soldaterlegatets bestyrelse, og han fortæller i dette interview til Knud Højgaards Fond, hvorfor Soldaterlegatet blev stiftet.

Soldaterlegatet er født ud fra tanken om, at man fra et humanitært synspunkt godt ville støtte de soldater, der er kommet til skade i missioner udført i landets tjeneste. Når folkestyret beslutter at sende vores soldater i krig, hvor de stiller det ultimative til rådighed for Danmark, kan man i det mindste sørge for, at de bliver behandlet anstændigt, når de kommer hjem. Det var afsættet for vores arbejde. Initiativet var mit, og jeg fik sammen med vores næstformand, Christian Herskind, etableret fonden. Den blev officielt stiftet gennem Kredsen af Mars og Merkur, der er en samarbejdende organisation mellem Forsvaret og erhvervslivet.

Morris Mascot til alle

Da jeg begyndte at søge midler til foretagendet, var mit argument, at det vel var rimeligt, at vi kunne stille en Morris Mascot med invalideudstyr til rådighed, når invaliderede soldater vendte hjem fra mission. Det var de fleste fonde enige i, og vi fik derfor rejst 30 millioner kroner relativt let. Vi ansatte en sekretariatschef, og så var vi i gang. Efter tre måneder fandt vi ud af, at vores fokus var forkert. Den del af opgaven løste samfundet ganske fint. Til gengæld modtog vi utroligt mange ansøgninger omhandlende traumatiserede soldater. 85% af alle ansøgninger handlede om soldater med traumer i mere eller mindre udtalt grad. Det havde vi – eller nogen andre – slet ikke forventet. Vi koncentrerede os derfor om at finde ud af, hvorfor soldaterne fik de traumer, og ikke mindst hvordan de kunne afhjælpes.

For at svare på disse spørgsmål finansierede vi et forskningsprojekt, som blev udført af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. De foretog en medicinsk og social undersøgelse af, hvad der sker, når man har været i krig i forhold til vold, skilsmisse, medicin, selvmordsrater og social deroute. Undersøgelsen fik dramatiske konsekvenser for vores arbejde, samfundet og heldigvis også senere for vores tilskadekomne veteraner. Vi erfarede, at næsten 20% af alle udsendte soldater udvikler en PTSD-diagnose, bliver behandlet for alkoholmisbrug eller får udskrevet nervemedicin via egen læge. De forhold havde vi ingen ide om, da vi begyndte.

En anden konsekvens af vores arbejde blev ændringen af arbejdsskaderegulativet. Af det oprindelige regulativ fremgik det, at den meget invaliderende PTSD kun kunne accepteres som arbejdsskade, hvis den blev diagnosticeret højst 6 måneder efter den udløsende faktor. Gjorde den ikke det, kunne der ifølge dansk lovgivning ikke være tale om årsagssammenhæng, og man kunne ikke komme i betragtning til arbejdsskadeerstatning. I dag ved vi, at psykiske reaktioner på traumatiske oplevelser kan have en latensperiode på op til 12 år, og vi har heldigvis i dag en ny lovgivning, der tager højde for det. Den lov har vi medvirket til at få ændret til glæde for ikke bare soldater, men også politifolk og andre, der traumatiseres.

Rådgivning, medicin og pilates

Vi bruger mange ressourcer på at yde økonomisk og juridisk rådgivning til veteranerne. En del traumatiserede soldater går fuldstændig i hundene, når de vender hjem, og vi har set soldater, der bor i skoven eller i deres bil. Vi skal i første omgang hjælpe dem ud af skoven og bilen, men vi skal også hjælpe dem på fode igen. I sådanne situationer har de slet intet overblik over deres økonomiske situation. I de bedste tilfælde har de en stor pose, hvor de opbevarer deres uåbnede rudekuverter. Vores økonomiske rådgivere åbner deres post og hjælper dem med at få gældssanering. På den måde kan vi langsomt hjælpe dem tilbage til en civiliseret tilværelse og få gælden nedbragt. Vi kan også hjælpe med et indskud til en lejlighed og hjælpe soldaterne med at få deres fornødne medicin.

Mange af soldaterne har brug for psykofarmaka for holde deres lidelser ud. Tidligere var det sådan, at mange af dem aldrig fik købt medicinen, fordi de brugte pengene på alkohol eller andet uhensigtsmæssigt. Vi indså hurtigt, at mange af de penge, vi udbetalte, aldrig nåede apotekerne. Derfor indgik vi en aftale med Danmarks Apotekerforening. Den gjorde det muligt for apotekerne at udlevere ordineret medicin til soldaterne og sende regningen direkte til Soldaterlegatet. Det betød, at soldaterne ikke kunne konvertere deres medicin til selvmedicinering med alkohol og narkotika, og de fik derfor den behandling, som de havde brug for. Det er en beskeden post på vores budget, men vi kunne godt tænke os, at samfundet varetog opgaven. Imidlertid er det ikke så let for samfundet, for det er jo en form for særbehandling, hvad der kan være svært at argumentere for og gennemføre politisk.

Vi yder også støtte til, at soldater kan deltage i diverse genoptræningsprogrammer. Det er pilatesprojektet (Danish Wounded Warriors Project) et glimrende eksempel på. Det blev til på baggrund af en ide, som to balletdansere fra Det Kongelige Teater havde fået. De mente, at pilates kunne være en hjælp i at styrke amputerede og fysisk tilskadekommet soldater. Vi finansierede deltagelsen for de soldater, der ønskede det, og det blev en fantastisk succes. Ved vores seneste årsmøde mødte jeg to af de deltagende soldater, der begge havde benproteser. Soldaterne kunne fortælle, hvordan ”tøsegymnastikken” i høj grad havde gavnet dem. Den ene havde kunnet gå 50 m, inden han begyndte på kurset. Nu kunne han gå 5 km. Den succes var blevet til i det utænkelige samarbejde mellem Den Kongelige Balletskole og Soldaterlegatet.

Samfundets ansvar

Samfundet og Forsvaret har erfaret, at det koster mere end bulede biler, kugler og bortsprængte kampvogne at gå i krig. Den største regning er de sociale skavanker, som mange soldater kommer hjem med, og dem er man blevet bedre til at forebygge. Forsvaret er langt bedre til at screene soldater, inden de udsendes. Samtidig er de bedre til at følge soldaterne, mens de er ude, ligesom soldaterne i dag gennemgår et omfattende opfølgningsforløb, når de er hjemvendt. Det er alle initiativer, der er med til at reducere udviklingen af traumer og sikre, at ingen af de unge mennesker, der risikerer liv og lemmer for Danmark, overlades til sig selv.

I forlængelse heraf håber vi derfor både at se et fald i antallet af traumer, men også at samfundet overtager de funktioner, som vi i dag påtager os. Da vi indledte arbejdet, var det ambitionen, at vi kunne nedlægge os selv efter fem år. Vi forestillede os, at vi i det tidsrum kunne løse de eksisterende problemer, ligesom vi forestillede os, at vores funktioner ville være overtaget af samfundet. Vores grundlæggende holdning var – og er fortsat – at samfundet er forpligtet til at samle op, når hjemvendte soldater har brug for hjælp. Det er samfundet endnu ikke, men det er bedre rustet til opgaven i dag, bl.a. fordi vi har skubbet på. Derfor kan vi konstatere, at vi i vores ottende leveår ikke bliver nedlagt foreløbig.

Sidste år alene modtog vi 500 ansøgninger. Gudskelov var det 200 færre end året før. Noget tyder på, at de traumatiserede soldater, der kom hjem fra Afghanistan de seneste år, finder hjælp hos de relevante myndigheder, frem for alt i Forsvarets Veterancenter. Derfor kan vi håbe, at antallet af ansøgninger til Soldaterlegatet falder yderligere, hvis de offentlige myndigheder fortsat bliver bedre til at tage vare på tilskadekomne veteraner. Vi håber med andre ord, at vi i fremtiden kan erklære os overflødige.

Kilde: Interviewet med Peter Højland er bragt i Knud Højgaards Fonds seneste årsberetning.