Rune Oland Larsen, idrætskonsulent, Dansk Handicap-Idræts Forbund

Idrætten kan bruges som et positivt værktøj

Print
Af Charlotte Bækdahl | 10/02/2015

Rune Oland Larsen (ROL) er idrætskonsulent ved Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), som i 2010 indgik i et samarbejde med Soldaterlegatet (SL) om afholdelse af to sportsseminarer og senere hen fik støtte til afholdelse af SportsCamp 2011. DHIF blev stiftet som selvstændig landsorganisation i 1971 og har omfattende erfaring med at støtte og udvikle træningsforløb, som har henblik på rehabilitering og udvikling af det enkelte menneskes potentiale.

SL: I forbindelse med sportsseminarerne arbejdede I med skadede soldater – var det noget, I havde erfaring med, og hvordan gik I til opgaven?

ROL: Jeg skal måske indlede med at sige, at jeg selv endnu ikke var ansat i DHIF, men at den specifikke idrætskonsulentstilling for fysisk skadede soldater, som jeg i dag varetager, blev skabt på baggrund af de erfaringer, man gjorde sig på seminarerne. Når det er sagt, har DHIF gennem hele sin levetid udviklet idrætstilbud for personer med funktionsnedsættelse og derigennem oparbejdet en velfunderet og stor erfaring med netop denne målgruppe. Sportsseminarerne blev således udviklet på baggrund af disse erfaringer samt ønsket om at give vore skadede soldater et nyt sportsligt fundament. Vi er meget bevidste om den enkelte soldats motivation til at holde sig i god form sideløbende med den sportslige interesse, og sammenholder man alle de førnævnte forhold med vores ønske om at gøre en forskel for de skadede soldater, ja, så har man grundlaget for de to sportsseminarer.

Efter de to sportsseminarer blev jeg som nævnt ansat til at varetage opgaven. Jeg valgte i samråd med styregruppen, repræsenteret ved Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) og DHIF, at det coachende element skulle fylde lige så meget som selve idrætten, da jeg mener, at det er den optimale måde at flytte de her unge mænd fra A til B i deres liv. Herefter tog jeg på en slags ’Tour de Danmark’ og talte med hver enkelt fysisk skadet soldat om deres fortid, nutid og fremtid – selvfølgelig med hensyn til deres idræt men i høj grad også om alle de andre faktorer, der påvirker deres liv.

Det første store arrangement løb af stablen i december 2011, hvor alle de skadede veteraner sammen med deres pårørende fik muligheden for at deltage på vores sportscamp på Playitas, Fuerteventura. Denne camp skulle introducere den samlede gruppe af fysisk skadede soldater til en lang række paralympiske sportsgrene samt give den enkelte soldat og pårørende viden omkring fysisk aktivitet, kost og sundhed.

SL: Hvordan oplevede du, at soldaterne og for svaret tog imod initiativet, og hvilket indtryk fik du af soldaterne selv?

ROL: Min oplevelse af soldaterne blev klart styrket af vores camp på Playitas. Det er helt essentielt for mit arbejde, at jeg kender hver enkelt soldat så godt som muligt og ikke mindst, at de kender mig og er trygge ved mig. Det er også aspekter, der helt klart gjorde sig gældende her.

I løbet af den første camp fandt jeg ud af, at skadede soldater er lige præcis som alle andre soldater
– de er stærke individer, som for det meste fungerer bedst i fællesskab. Derudover viste de sig at være i noget bedre form end den resterende del af befolkningen. Men det var især rigtig vigtigt for mit arbejde, at det viste sig, at soldaterne havde en høj moral, en høj motivation og ikke mindst en stærk vilje.

Gruppen tog generelt rigtig positivt imod tilbuddet om hjælpen til at tage skridtet fremad mod en ny idrætsverden, hvilket faktisk også er kommet til udtryk i en ny evaluering af DIF Soldaterprojekt, hvor ca. 60 % af de adspurgte mente, at deltagelse i projekter, herunder camps og personlig coaching har bevirket, at de har fået et mere positivt syn på livet generelt. Det er klart noget af det vigtigste for mig, og det er glædeligt at se, at idrætten kan bruges som et positivt værktøj i rehabiliteringen af vores skadede soldater.

Med hensyn til Forsvaret var de behjælpelige allerede fra starten, men som samarbejdspartnere skulle vi nok lige ’finde’ hinanden til at starte med. Dog har vi igennem god kommunikation fået formidlet budskabet på en tilfredsstillende måde, hvilket betyder, at vi nu er flere institutioner inklusive Forsvaret, der samarbejder med at få vores skadede soldater videre i livet.

SL: Det bliver ofte understreget, at idræt og sport kan spille en vigtig faktor med hensyn til at komme ovenpå igen og videre efter en fysisk ulykke. Det kan der på den ene side dårligt være tvivl om, men samtidig kan det også virke som en uoverskuelig udfordring for mange med svært fysiske skader. Hvad er det, der gør, at sport og idræt kan spille en så stor rolle, hvordan kan det helt kon kret hjælpe en svært skadet person, og hvilke muligheder findes der egentlig for at dyrke idræt på trods af en skade?

ROL: Det er helt korrekt, at fysisk aktivitet, herunder sport og idræt, har en positiv effekt på en rehabiliteringsproces. Dette skyldes flere faktorer: rent fysiologisk dannes der nogle stoffer, endorfiner, i kroppen, når man bevæger sig og er aktiv. Disse stoffer bevirker, at man føler sig glad. De succesoplevelser, sporten og den fysiske aktivitet giver den enkelte, omsættes til et mentalt boost i hverdagen. Ting kan lade sig gøre, og nye udfordringer og mål kan tages op.

Derudover har idrætslige aktiviteter de egenskaber, at vi sammen med andre oplever glæder, irritationer, spændinger og succesoplevelser. Denne fællesskabsfølelse bevirker, at man oftest har tendens til efterfølgende at skabe bedre og stærkere relationer – relationer, som den enkelte skadede soldat specielt har brug for. Disse relationer gør sig gældende både i forhold til andre skadede soldater, men i høj grad også i forhold til andre mennesker med et handicap. På den måde bliver idræt og fysisk aktivet et resocialiserende middel.