Terapihaven Nacadia, Hørsholm

En veterans historie

Print
Af Charlotte Bækdahl | 11/12/2014

Tommy Thure er veteran og har været udstationeret i Eksjugoslavien i 1995. Som følge af sin udsendelse har han fået PTSD og var en af de allerførste veteraner, som Soldaterlegatet støttede.

SL: Hvordan blev du opmærksom på Soldaterlegatet, og hvordan har støtten hjulpet dig?

TT: Ja, faktisk kom jeg i kontakt med Soldaterlegatet igennem Yvonne Tønnesen, som er konsulent ved det, der hedder ’Livlinen’ i min fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). Det var Yvonne, som gjorde mig opmærksom på, at her kunne man søge støtte, og at hun ville indstille mig til et legat. Støtten har hjulpet mig på mange områder blandt andet med midler til uddannelse, men ikke mindst har jeg fået støtte til at finde en bolig i rolige omgivelser, hvor jeg ikke skal være ’på vagt’ hele tiden.

SL: Hvordan blev du opmærksom på, at du måske havde PTSD, og hvordan var det at skulle erkende dette?

TT: Jeg faldt ned fra et åbent militært terrænkøretøj, og fik et slag i ryggen. Efter det fik jeg tit ondt i lænden, når jeg løftede ting. Jeg begyndte efter længere tids sygdom at arbejde ved Forsvarets
Uddannelsesmaterielkontor (UMAK) i alt tre dage om ugen i tre timer. Der fik jeg imidlertid også ondt i ryggen, og jeg måtte ofte blive hjemme eller gå tidligt hjem. Jeg havde på et tidspunkt i
denne periode et møde med en af kommunens sagsbehandlere, som spurgte mig, om jeg ikke troede, at jeg kunne have PTSD. Der gik lidt tid, men efter lidt flere overvejelser begyndte det at stå mere og mere klart for mig, at det med, at jeg fik ondt i ryggen, ofte opstod samtidigt med, at der var støj og/eller fremmede mennesker omkring mig. Altså, at jeg faktisk ikke havde fysisk ondt, men psykiske smerter, og at det var min psyke, der sagde ’at jeg skulle lægge mig ned’.

SL: Hvordan oplevede du det at gå fra at være soldat til skadet veteran, hvordan påvirkede den nye situation dig, og hvordan har din omverden reageret på, at du har PTSD – familie, venner og arbejdsgivere?

TT: De første, der opdagede, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være, at der var noget galt, var min familie. Det skete faktisk kort tid efter min første udsendelse. Det er og har været en hård tid, og det er svært at skulle acceptere, at jeg ikke længere kan arbejde og være soldat. I dag accepterer de fleste af mine venner også, at jeg har PTSD, og det skyldes nok især det forhold, at de selv har været udsendt med Forsvaret, og derfor ved, hvor hårdt det kan være.

I forhold til arbejdsgivere, ja, så var det sidste sted, jeg var ansat, jo ved Forsvaret, og der syntes jeg, at de gjorde et godt stykke arbejde med at få mig på en uddannelse. Især fik jeg en rigtig god hjælp og støtte fra socialrådgiverne på Ryes kaserne, hvor de hjalp mig med at komme videre med mit liv, og personeltjenesten var meget forstående over for de problemer, som der var med hensyn til sygemeldinger osv.

SL: Hvad er det præcist, at Soldaterlegatet har kunnet gøre for dig, hvor andre instanser måske er kommet til kort?

TT: Jeg og min familie har igennem årene fået god hjælp og støtte fra Soldaterlegatet, men det bedste eksempel er nok det, at vi har fået en ny bolig. Vi har i nogle år boet tæt på en skydebane i et område, der er begyndt at blive uroligt, hvilket har været utrolig svært for mig på grund af min PTSD. Vi forsøgte i første omgang at få kommunen til at hjælpe os med at finde et sted at bo i roligere omgivelser, men desværre uden held. Den nye bolig ligger i et fredeligt kvarter, hvor der ikke er støj, og det betyder, at jeg nu kan genfinde roen og fokusere på min uddannelse. Det er en stor og fantastisk hjælp.

SL: Hvordan oplever du overordnet set Soldaterlegatets arbejde og engagement i veteranernes sag?

TT: Både ud fra mine egne erfaringer og oplevelser, men også overordnet set, så synes jeg, at Soldaterlegatet er en god og værdifuld støtte for os veteraner, både med hensyn til økonomien
men også den interesse, der bliver vist for de udfordringer og problemer, vi som individuelle mennesker kæmper med. Det har været en rigtig god oplevelse, at der var nogen, der ville hjælpe mig – et vigtigt og godt stykke arbejde, som også viser os veteraner, at det nytter noget at arbejde med problemerne, at der er et håb.