Veteraner på Folkemødet i kamp og debat

Skadede veteraner havde på weekendens Folkemøde sat politikere stævne i en kørestolsrugbykamp med efterfølgende debat i Forsvarets mobile mødelokale under overskriften ’Fra militær til civil’.

Fire veteraner med fysiske og psykiske skader dystede lørdag den 17. juni 2017 med den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford, krigskorrespondent for TV2 Rasmus Tantholdt, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard og næstformand i DIF Hans Natorp i en intens rugbykamp i kørestole. Formålet med kampen var at sætte fokus på skadede veteraners vej fra Forsvaret til et civilt liv igennem idræt. Der blev kæmpet hårdt mod hårdt, når de sortpanserede kørestole tørnede sammen i kampen om bolden, der skal ned over baglinjen for at score. Spillet, der kaldes for murderball i USA, er kendt for at være en af de mest underholdende handicapsportsgrene på grund af dets intensitet og spillernes kraftfulde adfærd. Samtidig ligger der store taktiske overvejelser bag holdets opstilling, der altid betyder, at kampene er spændende at overvære. Ved lørdagens kamp blev deltagerne opmuntret til at give alt hvad de havde i sig fra de mange høje råb og store opbakning fra publikum.

Åben debat

Efter kampen inviterede Veterancentret til en åben debat om rehabilitering og resocialisering, herunder hvilken rolle idrætten spiller. I Forsvarets lastbil, der var indrettet som tourbus, bestod debatpanelet af den 34-årige psykisk skadede veteran, Rasmus Møller, Chef for Veterancentret oberst Jette Albinus, militærpsykolog Mette Petri og projektleder i DIF Soldaterprojekt Rune Oland, der alle fire stod klar til at fortælle og svare på spørgsmål om, hvad idræt kan gøre for veteraner.

Blandt tilhørerne var fagfolk, pårørende og borger der kom ind fra gaden mødt op for at lytte, spørge samt fortælle deres historie. En En mor til en psykisk skadet veteran var så modig at fortælle åbent om sin søn og om hvad, han kæmper med i det daglige. Han prøver at opretholde et liv efter den udsendelse, der påvirkede ham i en sådan grad, at han i dag bor midlertidig på et veteranhjem, er blevet skilt og dagligt arbejder for at komme tilbage til livet. En fortælling der desværre ikke er sjælden at høre blandt dem, der er tæt på veteraner med svære psykiske efterreaktioner. For at kunne tilbyde et fast modtageapparat af psykologer, rådgivere og anden støtte blev Veterancentret derfor oprettet i 2011 for hjemvendte veteraner.

Idrætsfællesskaber

En af måderne at komme videre på, når skadede veteraner skal lære at bevæge sig rundt i det civile liv igen efter enten en fysisk eller psykisk skade er via idrætsfællesskaber. Derfor samarbejder Veterancentret med DIF Soldaterprojekt om at skabe idræts- og foreningstilbud over hele landet for alle skadede veteraner.

For Rasmus Møller, der deltog i debatten har idrætten betydet, at han kom i gang igen med sin tilværelse. Ved at få pulsen op, kunne han mærke sin krop igen og blev trukket ud af sin nedtur, der fulgte efter den sidste udsendelse.

-Jeg kom via idrætten ind i nye fællesskaber og har blandt andet deltaget i Invictus Games (red.: en slags OL for veteraner), hvor jeg mærkede en ro ved at være sammen med ligesindede, der forstod min situation, fortalte Rasmus Møller under debatten.

Psykolog Mette Petri fra Militærpsykologisk Afdeling (MPA) i Veterancentret bekræftede, at idrætten kan skabe en ny forståelse af eget liv.

-Idrætten kan rigtigt mange ting. Når man er psykisk skadet, går verden i stå, og man kan nemt blive ensom og isolere sig. Kroppen er i konstant alarmberedskab og er ikke rar at være i. Gennem idræt får man et kammeratskab, hvor man gensidigt støtter og plejer hinanden. Man lærer på ny at knytte relationer og bevæge sig i det offentlige rum, sagde Mette Petri.

Under debatten blev vigtigheden af at favne de pårørende i de stående tilbud til hjemvendte soldater nævnt flere gange. Udsendelsen af veteraner påvirker ikke kun dem selv men også i høj grad både kone, mand, børn og forældre. Derfor tilbyder man i Veterancentret pårørende- og børnegrupper og i DIF Soldaterprojekt har man også tænkt de pårørende ind i flere af aktiviteterne.

Se video fra kørestolsrugbykampen på Folkemødet 2017 her:

Mere information

Skrevet af Marie Tanggaard