Soldaterlegatet tog i foråret 2010 initiativ til at etablere et sportsseminar for tidligere og nuværende soldater og civile, der under udsendelse i en international militær mission havde pådraget sig en fysisk skade.
På baggrund af forårets succes blev endnu et sportseminar arrangeret. Det fandt sted i dagene den 24.-26. november 2010. I forbindelse med afviklingen af selve sportsseminarierne stod Dansk Handicap Idræts-Forbund for det faglige indhold.
Formålet med seminarerne var at introducere den skadede for en række idrætter samt orientere om, hvilke muligheder, der eksisterer for at dyrke idræt på trods af en skade. På seminaret i efteråret var der en række foredrag ved paralympiske medaljemodtagere og oplæg ved sportspsykologer m.m..
I forlængelse af de to sportsseminarer opstod idéen til DIF Soldaterprojekt, der er et idrætsprojekt for hjemvendte soldater med fysiske skader. Dette projekt begyndte i april 2011 og er med en forlængelse i 2013 sat til at slutte ved udgangen af 2016 efter De Paralympiske Lege i Rio.