Økonomisk overblik til veteranerne i Høvelte

Print
Af Charlotte Bækdahl | 26/11/2014

Fra i dag kan veteraner hver onsdag aften komme og få gratis økonomisk rådgivning på KFUM Soldaterhjem i Høvelte. Tilbuddet gælder både nuværende og tidligere tjenestegørende – eneste krav er, at man har været udsendt til en af Danmarks internationale militære missioner. De gode råd om økonomi bliver givet af frivillige rådgivere fra Nykredit.

Projektet Økonomisk Overblik har eksisteret i godt halvandet år og udvider nu tilbuddet til Høvelte. Jakob Sejergaard, leder af KFUM Soldaterrekreation, ser frem til at byde de økonomiske rådgivere velkommen på Soldaterhjemmet i Høvelte. ”Min erfaring med de veteraner, vi har boende, viser, at økonomien ofte er en stor udfordring; og derfor er det rigtig godt, at vi nu får mulighed for at tilbyde en kompetent økonomisk rådgivning, som kan hjælpe veteranen med at få ro på bagsmækken”.

Hjælp til selvhjælp

En af de opgaver, som rådgiverne kan være behjælpelige med, er at sikre, at veteranen får lavet en handlingsplan og iværksat et forløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og situation, samt at veteranen sammen med en tovholder kommer “hele vejen rundt”. Rådgiveren vil fungere som personlig mentor og vil gøre sit til at følge veteranen hele vejen, men det er vigtigt, at veteranen selv er motiveret. En af de opgaver, som Jakob Sejergaard ser frem til at påtage sig for veteranerne, er at være tovholder og støtte. ”Jeg kan gøre mit til at støtte veteranen med at følge de råd, som rådgiverne kommer med, men rådgivningen skal også ses som en hjælp til selvhjælp”.

Projektet er et initiativ taget af Nykredit i samarbejde med Soldaterlegatet. ”Erfaringerne fra Soldaterlegatets arbejde gennem hele fondens levetid har vist, at lige netop økonomien er en af de helt store spillere i en veterans liv,” fortæller Thore Clausen, sekretariatschef i Soldaterlegatet; ”Hvis man i forvejen kæmper med at ”lande på benene” efter en udsendelse, så er økonomi det sidste, man tænker på. Også selvom risikoen for, at lige netop de økonomiske udfordringer bliver en yderligere stressfaktor, er stor”. Soldaterlegatet har gennem snart seks år brugt økonomiske rådgivere til at hjælpe veteranen med at få et overblik over økonomien, og for at nå ud til endnu flere og sikre muligheden for langsigtede forløb søsatte man i foråret 2013 projekt Økonomisk Overblik. Rådgivningen er en del af en større indsats, der fokuserer på de soldater, der er fysisk eller psykisk påvirket af deres udsendelse. En del af dem har brug for rådgivning om økonomiske, sociale eller juridiske spørgsmål i deres bestræbelser på at genfinde et stabilt fodfæste i.

I København, Holstebro, Hvorup – og nu i Høvelte

Økonomisk Overblik eksisterer fra i dag fire steder i landet: Veteranhjem København, Soldaterhjem Holstebro, Soldaterhjem Hvorup og Soldaterhjem Høvelte.

Er man nysgerrig efter at vide mere, vil der i dag på Soldaterhjem Høvelte fra 17.00 til 18.00 være mulighed for at møde de økonomiske rådgivere og stille opklarende spørgsmål.

Frivillige mentorer tilbyder økonomisk rådgivning

Formålet med Økonomisk Overblik er at støtte militært personel og civile, der med det danske forsvar har været udsendt til militære missioner i udlandet og har pådraget sig fysiske eller psykiske skader under udsendelsen. Medarbejdere fra Nykredit medvirker frivilligt som økonomiske mentorer, der giver uvildig, økonomisk rådgivning til tidligere udsendte personer.