Søg legat

Hvem kan søge, og hvem kan indstilles?

Soldaterlegatet er en selvstændig privat fond, der uddeler legater efter et skøn med udgangspunkt i den information, der er oplyst i ansøgningen. Der er således ingen indstillede, der på forhånd har krav på eller ret til et legat.

Formål

Det overordnede mål med legatet er at støtte modtagerne i at skabe et stabilt fundament for deres fremtidige liv på trods af de skader eller tab, som udsendelsen i en mission har medført.

Legater tildeles som støtte til udgifter til et konkret behov, som skal være afledt af en skade, pådraget under udsendelse.

Der er mulighed for at få tildelt mere end et legat, når der er opstået et nyt behov, hvis veteranens situation er forandret, eller rehabiliteringen kan påvirkes yderligere positivt. Mulighederne for tilbud og økonomisk hjælp i det offentlige skal normalt være undersøgt og afprøvet. Se mere om grundlaget og principperne for fondens arbejde under menupunktet ‘OM FONDEN’.

Mikkel og familien på camp med DIF Soldaterprojekt
Mikkel og familien på camp med DIF Soldaterprojekt

Hvem kan modtage et legat?

Alle tidligere udsendte i internationale militære missioner, der under udsendelsen har pådraget sig en fysisk og/eller psykisk skade, samt efterladte har mulighed for at modtage støtte fra Soldaterlegatet. 

Både udsendte soldater og civile kan tildeles et legat. ’Civile’ omfatter eksempelvis læger, sygeplejersker, politifolk og tolke, som har været udsendt i internationale militære missioner på basis af en beslutning truffet i Folketinget. Soldater, der kommer til skade under forberedende træning eller uddannelse til udsendelse eller under udstationering som led i det almindelige løbende internationale forsvarssamarbejde, er ikke omfattet. Udsendelser for fx nødhjælpsorganisationer er heller ikke omfattet.

Hvem kan indstille til et legat?

  • Veteranen eller den civil udsendte skal indstilles af en fagperson fra Veterancentret, kommunen, sundhedsvæsnet, de specialiserede bosteder eller en fagforening. Venner, familie, kollegaer og frivillige o.a. kan således ikke indstille til et legat.

Man kan ikke søge et legat til sig selv.

Hvad kan du søge hjælp til?

BEHANDLINGER

Eksempelvis:

  • Psykologbehandling
  • Fysioterapi m.v.
  • Tandbehandling
  • Misbrugsbehandling

 Nødvendig læge- og speciallægeundersøgelse samt behandling er gratis i Danmark. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betaler for lægeerklæringer og nødvendig behandling i arbejdsskadesager, og kommunen eller jobcentret betaler i andre sager. Veterancentret tilbyder bl.a. psykologbehandling samt kan henvise til de højt specialiserede behandlingstilbud for veteraner med PTSD m.v. Kommunerne har en række sundhedstilbud, også rettet til skadede veteraner.

Det skal gøres klart i en eventuel legatansøgning, hvorfor veteranen ikke kan benytte offentlig betalt behandling, og ikke kan få anden dækning.

 

Psykologbehandling

Soldaterlegatet kan støtte ved behov for et kort og målrettet behandlingsforløb hos autoriseret psykolog.

Veteraner kan efter visitation få gratis behandling hos Militærpsykologisk Afdeling (MPA) i Veterancentret, som man som udgangspunkt skal kontakte, før legatansøgning sendes. Man kan også tale med egen læge om henvisning til psykolog.

Kommunen kan betale veteranens udgift til psykologbehandling i en række tilfælde og tilbyde behandling til børn/unge samt familiestøtte. Veterancentrets familienhed kan også tilbyde og rådgive om terapi, samtalegrupper m.v. Disse muligheder skal normalt altid være søgt forud for en legatansøgning.

Fortæl og dokumenter i ansøgningen, hvorfor veteranen ikke kan benytte psykolog via MPA eller ikke kan få hjælp i kommunen.

 

Fysioterapi, kiropraktik, kropsterapi, massage og lignende

Veteraner ansat i Forsvaret kan benytte de fysioterapeuter, som findes på flere kaserner og som særligt kan hjælpe med genoptræning af skader m.v.

Har veteranen brug for anden fysioterapeut, skal man så vidt muligt indhente en lægehenvisning, så offentligt tilskud opnås. Soldaterlegatet kan i så fald dække egenbetalingsdelen. Pris og omfang bedes belyst.

Fysioterapeuten og anden behandler skal være autoriseret. Der kan i helt særlige tilfælde ydes støtte til anden form for terapeut, massør m.fl., hvor det er anbefalet af veteranens læge og/eller psykolog.

Kommunerne har en række sundhedstilbud, som veteranen fortrinsvis bør benytte.

Tandbehandling

Tandlægens behandlingsforslag og prisoverslag skal vedhæftes ansøgningen. Soldaterlegatets eventuelle bevilling skal være givet, inden behandling iværksættes.

Soldaterlegatet kan støtte med et legat til tandbehandling, når behandlingen har en resocialiserende og/eller smertelindrende betydning for legatmodtager.  En veteran kan have brug for behandling på grund af bivirkning af medicin, længerevarende misbrug, tænderskæren eller lignende, hvor behovet kan relateres til skaden fra udsendelse. Der kan ved direkte årsagssammenhæng også søges dækning via arbejdsskadesagen.

Hvis veteranen modtager kontanthjælp eller anden overførselsindkomst, skal der først søges om tilskud i kommunen. Førtidspensionister og psykisk sårbare veteraner kan være omfattet af kommunens tilbud om omsorgstandpleje. Kopi af kommunens afgørelse sendes med ansøgningen til Soldaterlegatet.

 

Behandling for alkohol- eller andet misbrug

Soldaterlegatet kan i særlige tilfælde yde støtte til misbrugsbehandling, hvis misbruget har sandsynlig sammenhæng med følger af udsendelsen. Misbrugsbehandlingen skal indgå som et led i rehabiliteringsplanen.

Man skal have forsøgt at få støtte til misbrugsbehandling via kommunen. Dokumentation herfor skal vedhæftes i ansøgningen. Misbrugsbehandling skal være et ønske fra den indstillede selv. Der skal være sikret opfølgning efter behandlingen.

BOLIG
  • Indskud til bolig
  • Etablering af bolig samt flyttehjælp

Boligindskud

Soldaterlegatet kan give støtte til almen eller anden lejebolig, hvis veteranen som følge af skaden efter udsendelse har behov for anden bolig. Der kan højst bevilges et legat hertil på 25.000 kr. Der støttes normalt ikke til første – eller forudbetalt husleje. Soldaterlegatet kan ikke støtte køb af andels- eller ejerbolig.

Til almen bolig kan der søges kommunalt indskudslån afhængig af indtægt. Modtager man overførselsindkomst eller er boligløs, skal der som udgangspunkt søges om støtte i kommunen. Kopi af ansøgning eller eventuelt afslag vedhæftes indstillingen til Soldaterlegatet.

Lejekontrakt/boligtilbud skal vedlægges indstillingen. Der støttes som hovedregel ikke til tidsbegrænsede lejemål.

Indbo og flyttehjælp

Soldaterlegatet kan give støtte til etablering af bolig med indbo og flyttehjælp. Hvis der gives støtte til både indskud og etablering, kan der samlet gives op til 25.000 kr. Hvis der ikke ydes støtte til indskud, kan der støttes alene til etablering og/eller flyttehjælp efter en konkret vurdering.

Det er hos kommunen muligt at søge økonomisk hjælp til etablering og flytning, hvis man  modtager overførselsindkomst. Ansøgning og eventuelt afslag vedhæftes indstillingen til Soldaterlegatet.

HJÆLPEMIDLER OG UDSTYR
  • Hjælpemidler
  • Specialudstyr og indretninger
  • Sportsproteser, -kørestole og andet sportsudstyr

Hjælpemidler

Soldaterlegatet kan støtte i særlige tilfælde, hvor legatmodtager ikke kan opnå hel eller delvis støtte fra det offentlige eller via arbejdsskadeerstatningen. Det forudsættes, at udgifter til personlige hjælpemidler som kørestole, proteser, boligindretninger, biltilbehør og arbejdsredskaber altid er forsøgt dækket i kommunen. Kontakt eventuelt kommunens handicapkonsulent for vejledning. Ansøgningen til eller afgørelsen fra kommunen vedhæftes i indstillingen til Soldaterlegatet. Veterancentrets socialrådgivere kan hjælpe med at kontakte kommunen, Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Soldaterlegatet støtter ikke til køb eller træning af service- og socialhunde.

Specialudstyr og indretninger

Soldaterlegatet kan give støtte til specialudstyr, særlige indretninger og materialer, som er blevet nødvendige efter en skade sket under udsendelse. Det kan være til genoptræning, boligen m.m.
Sådanne behov skal økonomisk være forsøgt dækket i kommunen efter reglerne om hjælpemidler, arbejdsredskaber og handicapmerudgifter. Veterancentrets socialrådgivere kan hjælpe veteranen med dette.
Det er vigtigt, at ansøgningen til Soldaterlegatet beskriver nødvendigheden af og  formålet med det ansøgte,  og hvorfor offentlig støtte ikke kan opnås. Det vil være hensigtsmæssigt, at der foreligger en anbefaling fra læge, fysioterapeut eller anden fagperson.

Sportsproteser, -kørestole og andet sportsudstyr

Soldaterlegatet kan støtte i særlige tilfælde, hvor det ikke har været muligt at få støtte fra det offentlige, fra Forsvarets særlige ordning eller i forbindelse med arbejdsskadeerstatningen.

Afslag fra kommunen, Forsvarets Veterancenter eller anden offentlig instans skal vedhæftes ansøgningen. Det er også en fordel, at der foreligger en anbefaling fra læge, fysioterapeut eller anden fagperson. Soldaterlegatet kan give støtte til proteser, hjælpemidler og specialudstyr m.m., der er særligt tilpasset den indstillede. Soldaterlegatet vil vurdere hvert enkelt tilfælde konkret. Se også under ‘Rehabilitering’.

MEDICIN
  • Medicintilskud

Der kan søges legat til medicin, såfremt man har brug for dette på grund af en fysisk eller psykisk skade, som er opstået under udsendelse.

Legatet dækker det beløb, legatmodtageren maksimalt skal betale på et år for receptpligtigt medicin efter sygesikringstilskud. Legatbeløbet er i 2024 på 4.575 kr.

Ved vedvarende medicinforbrug anbefales det at undersøge støttemuligheder hos kommunen samt søge dækning af udgiften via arbejdsskadesagen.

PROJEKTER

Soldaterlegatet kan støtte forsknings, -behandlings og -rehabiliteringsprojekter.

Projektets formål skal komme veteranen direkte til gavn, for at fonden kan støtte.

Kontakt venligst altid sekretariatet forud for en eventuel ansøgning. Skriv eller ring til sekretariatschef Thore Clausen på:
E-mail: tc@soldaterlegatet.dk
Tlf.: 31 37 17 37

REHABILITERING
  • Rekreation og familieaktiviteter
  • Rehabilitering, aktiviteter og udstyr

Rekreation

Der kan under særlige omstændigheder tildeles legater til rekreations- og aflastningsophold samt familieaktiviteter. Soldaterlegatet kan som hovedregel kun bevilge legat én gang til dette formål.

Rehabilitering

Soldaterlegatet kan yde støtte til aktiviteter og udstyr i forbindelse med en plan for rehabilitering og resocialisering. Det kan f.eks. være til træning, motion, hobby- og andre fritidsformål. Hvis der er tale om aktiviteter i kommunalt regi, skal der i første omgang søges økonomisk støtte der.

Se også under ‘Hjælpemidler’.

RÅDGIVNING
  • Økonomisk rådgivning
  • Juridisk rådgivning


Økonomisk rådgivning

Soldaterlegatet tildeler ikke længere legater til økonomisk rådgivning, da opgaven fra 2023 er overdraget til KFUM Soldatermission.

Veteraner, der er skadet fra udsendelse, kan frit benytte det faste tilbud om gratis og uvildig økonomisk rådgivning. Tilbuddet finder sted på KFUM’s soldaterhjem samt veteranhjem 12 steder i landet, hvorfra der medvirker tovholdere, som kan hjælpe med at følge op på de aftaler, der indgås under rådgivningen.

Læs mere om hvor og hvornår her.

Hvis det under rådgivningsforløbet viser sig, at en evt. svær økonomisk situation har forbindelse til en skade, som er pådraget under udsendelsen, kan tovholderen indstille videre til støtte fra Soldaterlegatet.

Har du fået tilkendt en arbejdsskadeerstatning efter 1. januar 2014, bliver du tilbudt økonomisk rådgivning via Veterancentret. Det gælder for veteraner både i og uden for Forsvaret. Ring til Veterancentret på telefon 72 81 97 00 for at høre mere.

Juridisk rådgivning

Soldaterlegatet kan yde støtte til juridisk rådgivning i arbejdsskadesager. Skaden skal dog først være anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvilket f.eks. læge, psykolog, arbejdsgiver, jobcenter, socialrådgiver eller fagforening kan hjælpe med. Man kan søge vejledning i Veterancentret og hos Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse i første instans skal som hovedregel foreligge, inden Soldaterlegatet inddrages.

Ved afslag på erstatning kan Soldaterlegatet støtte med legat til en såkaldt ‘second opinion’, hvor advokaten vurderer, om sagen kan og bør indbringes for Ankestyrelsen eller domstolen. Hvis dette er tilfældet, kan Soldaterlegatet dække de rimelige omkostninger herved.

Soldaterlegatet henviser dog til mulighed for bistand hos de militære fagforeninger. Det skal derfor først undersøges, om veteranen er medlem eller var medlem under sin udsendelse. Veteranen kan som regel genoptages som medlem pga. arbejdsskadesagen, og Soldaterlegatet har så mulighed for at støtte betaling af fagforeningskontingentet.

Soldaterlegatet tildeler ikke legater til dækning af advokat til andre formål end arbejdsskadesager.

Sager om skatteforhold, gæld, bodeling m.m. kan man få hjælp til at løse via tilbuddet om økonomisk rådgivning. Sager hos kommunen, Familieretshuset m.v. kan du få hjælp til hos Veterancentrets rådgivere. Ring til  Veterancentret på telefon 72 81 97 00.

TRANSPORT
  • Transporttilskud

    Soldaterlegatet giver støtte til transport til behandling og genoptræning, men sædvanligvis ikke til andre formål.

    Dækning af transport til behandling i hospitalsregi skal først søges hos Regionen ved henvendelse til kørselskontor eller patientvejleder. Derudover betaler Veterancentret for transport til/fra psykologbehandling m.v. Soldaterlegatet kan støtte eventuel egenbetaling herefter, i særlige tilfælde også for ledsager.

    Hvis veteranen modtager en overførselsydelse, kan der søges økonomisk hjælp i kommunen eller jobcentret. Støtte til transportudgifter på grund af handicap skal altid søges i kommunen.

    Arbejdsbetinget kørselsbehov skal løses via Jobcentret/arbejdsgiver. Transporttilskud i forbindelse med afklaringsforløb, uddannelse, praktik m.v. skal primært søges i Jobcentret. Soldaterlegatet kan undtagelsesvis støtte til transport til skole eller praktiksted, til besøgsrejse mellem botilbud/familie eller lignende situationer efter en konkret vurdering.

    Der støttes ikke til anskaffelse eller udskiftning af bil, motorcykel, scooter mv. Der kan gives støtte til en cykel eller i særlige tilfælde en elcykel eller knallert, hvis det anses for at være den optimale løsning. Der kan undtagelsesvis ydes støtte til reparation af bil m.v., hvis den er nødvendig for at veteranen kan komme til og fra sin behandling eller genoptræning.

    Der kan kun helt undtagelsesvis ydes tilskud til (gen)erhvervelse af kørekort, hvor bilkørsel er eneste løsning til at kunne komme til behandling, praktik el. lignende i forhold til veteranens bopæl.

    Legatet vil som udgangspunkt gives til billigste offentlige transport. Hvis veteranen ikke kan benytte dette på grund af sin skade, kan der bevilges kilometergodtgørelse.

    UDDANNELSE
    • Kurser og uddannelsesforløb
    • Bøger og materialer

    Kurser og uddannelse

    Soldaterlegatet kan yde støtte til uddannelse i form af enkelte kurser eller delforløb i en uddannelse. Det er vigtigt, at det skønnes realistisk, at veteranen kan gennemføre uddannelsen, og at den med en vis sandsynlighed kan føre til efterfølgende beskæftigelse.

    Soldaterlegatet støtter ikke hele uddannelser men yder støtte til f.eks. færdiggørelse af en uddannelse, forberedende /adgangsgivende kurser eller lignende, som er igangsat som led i en rehabiliteringsplan i Veterancentret eller offentligt regi.

    Støtten kan dække f.eks. kursusbetaling, prøvegebyrer, certifikater, opholds- eller transportudgift m.m. Der kan undtagelsesvis dækkes forsørgelse i en kort periode, f.eks. ved afventen af SU.

    Det forudsættes, at veteranens eventuelle arbejdsgiver ikke kan/bør betale. Ansatte i Forsvaret skal benytte deres adgang til videre- og efteruddannelse samt deres mulige CU-ret, inden der søges legat. (Veterancentrets beskæftigelsesrådgiver kan hjælpe veteranen med dette).

    Modtager veteranen offentlig forsørgelsesydelse og/eller  er under kommunal udredning/afklaringsforløb, skal der først søges støtte hos Jobcentret, og afgørelsen skal vedlægges legatindstillingen.

    Bøger og materialer

    Støtte til uddannelse kan gives i form af legat til studiebøger, kursusmaterialer m.m., hvis ikke skolen eller praktikstedet dækker disse udgifter. Der kan helt undtagelsesvis gives støtte til køb af f.eks. IT-redskaber, såfremt uddannelsesstedet kan dokumentere

    • nødvendigheden af materialet for gennemførelse af uddannelsen
    • at legatmodtager ikke kan løse opgaverne ved hjælp af uddannelsesstedets udstyr

    Støtte til særlige behov og hjælpemidler skal søges via uddannelsesstedet og/eller i Jobcentret.

    Veterancentrets beskæftigelsesrådgiver kan hjælpe veteranen med at søge uddannelse og nødvendigt materiale det rette sted og derudover indstille til et legat.

    ØKONOMISK TILSKUD

    Økonomisk – og akut bistand

    Soldaterlegatet kan støtte ved pludseligt opståede situationer med henblik på at sikre veteranens livssituation; f.eks. for at undgå, at veteranen bliver sat på gaden eller får lukket for varmen. Det kan også være støtte til kontingent til fagforening i en periode, såfremt fagforeningen hjælper med arbejdsskadesagen. Ofte vil Soldaterlegatet tilbyde økonomisk rådgivning forud for eller sammen med legat til økonomisk bistand.

    I forbindelse med igangsætning af et rehabiliteringsforløb kan ansøgeren med  fordel være en fagperson i f.eks. Veterancentret, fagforeningen, veteranhjemmet eller en kommunal veterankoordinator. Hvis veteranen modtager overførselsindkomst, skal der som udgangspunkt søges om hjælp i offentligt regi først.

    Økonomisk bistand bevilges som engangsydelse i akutte situationer, og der kan således ikke forventes flere legater til samme formål.

    Der gives ikke støtte til sociale arrangementer, julehjælp, gaver eller kontante pengegaver. Se også under ‘Hvad støttes ikke’.

    Soldaterlegatet kan ikke yde lån.

    STØTTES IKKE
    • Almen anerkendelse og opmuntring.
    • Formål, der økonomisk gavner personen, der sender indstillingen (f.eks. en behandler, der søger legat til behandling hos sig selv).
    • Diverse til løsning af problemer, der ikke kan relateres til en skade eller hændelse opstået i forbindelse med udsendelsen.
    • Løbende økonomisk supplement grundet lavt rådighedsbeløb.
    • Afvikling af gammel gæld/allerede afholdte udgifter.
    • Udokumenterede behandlingsmetoder eller eksperimentel behandling.
    • Julehjælp, fødselsdags-, konfirmationsgaver og lignende, familiebegivenheder eller sociale arrangementer.
    • Soldaterlegatet kan ikke yde lån.

    Hvordan kan man søge et legat?

    l

    Samtykkeerklæring

    Når man indstiller en person, er det vigtigt, at vedkommende har givet samtykke til, at der videregives informationer til Soldaterlegatet, og en indstilling kan ikke behandles uden et samtykke.

    Samtykke sendes via indstillingen.

    l

    Behov

    Det er vigtigt, at indstilleren sandsynliggør, at behovet for et legat er en følge af en skade, som er opstået under udsendelse i international militær mission.

    l

    Indstilling via portal

    Man kan udelukkende indstille en person til Soldaterlegatet ved at sende en indstilling via vores portal.

    Her kan du oprette en bruger, så du kan sende en indstilling, eller logge ind, hvis du allerede er bruger.

    Gå til ansøgningsportal

    Inden du opretter dig som bruger, kan du her læse om vores persondatapolitik. Alle indstillinger skal i henhold til persondataforordningen vedlægges samtykke fra den, der bliver indstillet. Se mere om proceduren i indstillingsskemaet.
    Læs vores persondatapolitik

    Information og betingelser

    Behandling af indstillingen

    Soldaterlegatet kontakter den person, som har sendt indstillingen, såfremt der er behov for flere informationer for at kunne behandle den.

    Det er en forudsætning, at den person, der bliver indstillet, har givet samtykke til indstillingen.

    Der kan gå op til otte uger, inden der kommer svar på en indstilling.

    Legattildeling

    Når legatuddelingskomiteen har truffet beslutning om tildeling af et legat, vil personen, der har indstillet til et legat, samt legatmodtager få besked fra Soldaterlegatet. Ved afslag fremsendes kun besked til den person, der har sendt indstillingen. Såfremt der i en indstilling beskrives forskellige behov for støtte, vil legatuddelingskomiteen drøfte hvert enkelt forhold og i legatbrevet kun oplyse om det, der bevilges. Forhold, der ikke kan støttes, vil ikke blive nævnt.

    Soldaterlegatet begrunder ikke afslag.

    Legater tildelt af Soldaterlegatet er skattefrie, jf. ligningslovens § 7, punkt 6.

    h

    Dokumentation

    Soldaterlegatet bedømmer indstillinger ved et skøn ud fra oplysningerne i indstillingen. Derfor er det vigtigt at udfylde og dokumentere den bedst muligt.  For eksempel:

      • Kan der søges offentlig støtte til det ansøgte, ønsker Soldaterlegatet kopi af ansøgning til/afslag fra den offentlige instans – særligt hvis den indstillede får overførselsindkomst.
      • Udtalelse om det ansøgte fra relevant fagperson, eks. læge, psykolog, fysioterapeut, bandagist eller uddannelsesvejleder.
      • Hvis du søger støtte til bolig, skal der foreligge kopi af lejekontrakt/tilbud fra udlejer.
      • Søger du støtte til tandbehandling, skal årsagsforbindelsen beskrives og tandlægens overslag medfølge.
      • Drejer indstillingen sig om restancer, fx på husleje, el, varme eller kontingenter, skal du medsende en opgørelse fra kreditor.

    Under menupunktet ‘Hvad kan du søge hjælp til?’ kan du under de enkelte emner finde flere oplysninger om Soldaterlegatets krav til dokumentation.

    Opbevaring af data

    Soldaterlegatet behandler alle indstillinger med diskretion. Indstillingerne opbevares jf. gældende lovgivning. Soldaterlegatet overholder Datatilsynets krav om brug af digitale ansøgningsformularer samt indhentning og opbevaring af persondata til fulde. Se vores persondatapolitik her.