Klub Veteran Kids Bornholm

På Bornholm mødes en gruppe veteranbørn et par gange om måneden for at tale om gode og svære ting ved at være pårørende til en udsendt.

Projektet Klub Veteran Kids er startet af Familieplejen Bornholm og består af 12 børn og unge i alderen 8-17. De er opdelt i to aldersgrupper og mødes et par aftener om måneden sammen med to pædagoger, der arrangerer fællesspisning, aktiviteter og øvelser. Aktiviteterne er med til at gøre børnene og de unge trygge ved hinanden, omgivelserne og de voksne. De deler bekymringer og glæde med hinanden, og har udviklet et fællesskab på baggrund af deres status som barn af en veteran.

Møderne foregår i familieplejens trivselshus i Rønne, der er indrettet som et ganske almindeligt parcelhus. Da Soldaterlegatet besøger den ældste trivselsgruppe, er stemningen løssluppen, og snakken går højlydt mellem de fem teenagepiger. Grin og lyse hvin fylder stuen med en varm og beroligende stemning, og der er ikke tvivl om, at pigerne føler sig i trygt og godt selskab.

Udsendt halvdelen af livet

Victoria på 15 år har en far, der har været udsendt mere end halvdelen af hendes liv. Hun deltager fast i gruppen sammen med sin søster Cornelia på 17 år.

-Jeg kommer her, fordi det er rart at tale med nogle andre, som har det på samme måde som mig. Det giver mig en form lettelse at komme ud med tingene, siger Victoria.

Victoria, hendes to søskende og mor er bekymrede, når faren er bortrejst på mission. Tanker om han mon kommer hjem igen kan godt fylde tankerne hos Victoria. Men samtidig er hun meget stolt over at have en soldat til far.

-Det er sejt at kunne fortælle om ham, og det han gør for Danmark. Han har inspireret mig til at gå i samme retning. For jeg vil gerne vil være politimand, fortæller Victoria.

Dialog og selvindsigt

I trivselsgrupperne bliver leg og fællesspisning brugt som ramme og indgang til samtaler, dialog og selvindsigt for det enkelte barn. Ved hver mødegang vælger gruppelederne et tema ud fra gruppens behov og alderstrin. Det er typisk temaer om selvværd, savn, eller usikkerhed m.m. i forhold til det at være barn af en veteran. Det pædagogiske formål med de fælles lege og aktiviteter er at få opbygget en solid tillid og tryghed hos hinanden som grobund for at kunne åbne op, fortælle, dele, vise sårbarhed osv. osv. i forhold til det enkelte barns situation i hjemmet. Børnene kommer fra vidt forskellige baggrunde, men de har alle det fælles vilkår at være psykisk belastet af forældrenes udsendelser.

Pernille Pedersen er pædagog i familieplejen og gruppeleder for Klub Veteran Kids. Hun fortæller, at nogle af de børn og unge, der deltager i grupperne, har forældre i farlige missioner, nogle har tidligere haft forældre i missioner mens andre mistet en forælder eller søskende under missionen.

-Vores undersøgelser viste, at børn af veteraner har brug for at vide, at de ikke er alene. Målsætningen er derfor at skabe noget godt og øge trivslen for de unge, siger Pernille Pedersen.

Hendes håb er, at tilbuddet bliver en fast del knyttet til en udsendelse fra Almegårds Kaserne på Bornholm.

Hør Victoria fortælle, hvorfor hun deltager i Klub Veteran Kids:

Se vores Youtube-kanal: Soldaterlegatet

Soldaterlegatet har i 2018 støttet opstarten af Klub Veteran Kids Bornholm, som er et projekt målrettet alle børn og unge af Bornholms 420 veteraner. Forældrene får sideløbende tilbud om at indgå i en netværksgruppe.

Krigsdans

Krigsdans

Soldaterlegatet har støttet Marie Suul Brobakkes dokumentarfilm Krigsdans (2017), hvor man følger tre veteraner og Det Kongelige Teater i opsætningen af forestillingen I Føling (2015).

læs mere