I skønne rammer i det renoverede Ridehus på Frederiksberg Slot var 70 fremmødte gæster mødt op onsdag den 27. maj ved Soldaterlegatets sjette årsmøde.
Fondens samarbejdspartnere, donorer, legatmodtagere og andre med tilknytning til arbejdet med skadede veteraner var samlet for at lytte til formand Peter Højlands gennemgang af resultaterne fra 2014 og til en præsentation af et videnskabeligt pilotprojekt om mindfulness for veteraner på Aarhus Universitet – et projekt fonden har støttet.
Blandt gæsterne til fondens årsmøde var nuværende vice-forsvarschef general Per Ludvigsen, chefen for Veterancentret Jette Albinus, flere erhvervsfolk samt skadede veteraner med tilknytning til pilates-projektet ’Danish Wounded Warriors Project’, der er et andet af de projekter, fonden støtter.
Peter Højland gennemgik fondens arbejde i 2014 og fremhævede følgende:
– Vi oplever, at der bliver igangsat mange gode tiltag fra det offentliges side. Samtidig bliver det også sværere at navigere i for veteranerne – og kontaktpersoner. Derfor ser fonden en opgave i at oplyse veteranerne om de offentlige støttemuligheder, der findes, sagde Peter Højland.
Mindfuldness som medicin
Efter formandens tale fik overlæge Lone Fjorback ordet. Hun forsker i mindfulness på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og underviser på projektet, Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR), der har hjulpet en gruppe på 12 veteraner med at håndtere deres PTSD og andre psykiske skader, de har fået som følge af deres udsendelse i internationale missioner. MBSR er et videnskabeligt dokumenteret mentalt træningsprogram, der kan nedsætte fysiske og psykiske symptomer og derved forbedre menneskers livskvalitet og funktionsniveau.
– Kort sagt hjælper jeg patienter med, hvordan man er i en krop, som de slet ikke har lyst til at være i. Det er patienter, der er så stressede, at de slet ikke er i stand til at passe et job eller være i en familie. Og fordi der ikke er noget medicin, der virker på disse patienter, har jeg fået lov til at bruge mindfulness på dem, sagde Lone Fjorback.
Resultaterne fra forskning i mindfulness er så vellykkede, at det nu er videnskabelig sandhed, at man kan træne sit mentale helbred fuldstændigt lige som sit fysiske helbred.
Se mere af Lone Fjorbacks præsentation her: