Succes med mindfulness til krigsveteraner

Kan krigsveteraner hente hjælp i Mindfulness-Baseret Stress Reduktion? Ja, konkluderer forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet. Nu er det op til det danske forsvar, om de vil tage metoderne til sig.

Posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), angst og depression. Det er desværre hverdagen for en del af de mennesker, der har været udsendt af det danske forsvar. En femtedel af alle danske krigsveteraner vurderes at lide af fysiske eller psykiske problemer.

I 2013 henvendte Soldaterlegatet sig til psykiater Lone Fjorback fra Aarhus Universitetshospital, da fonden i sit daglige arbejde havde gjort den erfaring, at mange veteraner med psykiske mén efter udsendelsen samtidig har forskellige somatiske lidelser, som lægerne ofte har svært ved at diagnosticere. Soldaterlegatets beretning blev mødt med stor interesse, da Lone Fjorback havde kendskab til veteraners udfordringer fra tidligere studier i USA.

Det var baggrunden for, at Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital og Dansk Center for Mindfulness på Aarhus Universitet indledte et samarbejde med Soldaterlegatet om at afprøve programmet Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR) til krigsveteraner. Programmet fokuserer bl.a. på at lave yoga- og koncentrationsøvelser.

Hverdagen er blevet nemmere

Resultaterne af forskningsprojektet ligger nu klar, og der er ingen tvivl: MBSR har en positiv effekt på krigsveteraner. Deltagerne havde mindre angst, depression og færre smerter efter at have gennemgået forløbet.

– Krigsveteranernes mentale funktion blev forbedret i væsentlig grad. De isolerer sig mindre, og det er blevet lettere for dem at klare deres dagligdag, siger psykolog Tua Preuss, som er en af forskerne bag projektet.

Bedre til at håndtere stress

Michael Nyrup Thornqvist – krigsveteran og deltager i forskningsprojektet – fortæller, at han har haft stor glæde af forløbet med MBSR.

– Jeg forstår bedre mine symptomer og kan nemmere håndtere dem. Jeg er blevet klar over, at de opstår af stress, som jeg nemmere kan håndtere i dag, fortæller Michael Nyrup Thornqvist.

Flere af krigsveteranerne efterlyser desuden, at Forsvaret bruger mindfulnesstræning præventivt, så soldaterne får opbygget mental modstandskraft, inden de bliver sendt ud. Disse metoder bruges allerede i den amerikanske hær.

Forsvaret har besluttet, at man fremover vil øge fokus på den mentale robusthed af de medarbejdere, som skal sendes ud – og samtidig forbedre indsatsen i forhold til veteranerne.

Soldaterlegatet ser med stor tilfredshed på denne udmelding.

– Vi er glade for, at Forsvaret er blevet opmærksomme på projektets positive resultater og ønsker at forfølge dette spor. Programmets resultater viser, at der ligger et stort potentiale i MBSR, og at det absolut er værd at undersøge dette potentiale i en større undersøgelse, udtaler sekretariatschef Thore Clausen.

Biologiske test viser også resultater

Sideløbende med MBSR blev nogle af deltagerne i forskningsprojektet også målt på en række biologiske og psykologiske markører såsom puls, opmærksomhedstest og hjerneskanninger.

– De foreløbige resultater herfra er positive, hvilket understøtter, at et forbedret mentalt helbred kan skabe målbare positive, fysiske forandringer, siger Tua Preuss.

Læs hele rapporten her: Rapport_veteranprojekt

Relaterede artikler:

Mindfulnessbehandling
Mindfulness virker lige så godt som antidepressiver 

Yderligere oplysninger:

Psykolog Tua Preuss, Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, tlf. 78 46 43 39, e-mail:
tuapreus@rm.dk

Overlæge Lone Fjorback, Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, tlf. 78 46 43 26, e-mail:
lonefjor@rm.dk

Skrevet af Charlotte Bækdahl