Balkanveteran tilkendt stor erstatning          

Efter 14 år med eftervirkninger fra sin udsendelse, har balkanveteranen endelig fået anerkendt sin arbejdsskadesag. Erstatningen på 9,2 millioner kroner er muligvis den største, der endnu er set på veteranområdet. Men for veteranen er anerkendelsen vigtigere.

Veteranen (T) fik i første omgang afvist sin arbejdsskadesag i 2010 med beskeden om, at hans psykiske lidelser ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom. Men det var svært for T at forstå, at Arbejdsskadestyrelsen ikke kunne se sammenhængen mellem udstationeringen og de problemer, han har haft siden 2001.

Med et legat fra Soldaterlegatet og advokathjælp fra advokat Mads Krøger Pramming, blev sagen genoptaget. Det skete efter seks-måneders-reglens nye praksis fra 2014, der gør, at man kan søge om genoptagelse, uanset hvor længe efter udsendelse en veteran får erklæret PTSD. Tidligere var kravet til at få erstatning, at veteraner havde symptomer senest seks måneder efter, at de var vendt hjem fra kampzonen.

For T og hans kone betyder sagens afslutning, at de kan lukke et stort kapitel i deres liv.

– Det betyder meget for min mand, at staten har anerkendt, at han er blevet syg under udsendelse. Samtidig har det været en stor hjælp, at Soldaterlegatet overtog forløbet og fik en advokat til at tage sagen. Jeg kunne ikke rumme mere – så det har været afgørende for os som familie, at få den støtte, fortæller T’s kone, der nu pga. erstatningen får mulighed for at gå ned i arbejdstid for at få mere tid til at være der for sin mand og deres børn.

Særloven virker

Selv om sagen er bemærkelsesværdig er den for Mads Krøger Pramming ikke nogen større sejr end andre anerkendte sager.

– De her sager handler om at blive anerkendt. Så det gør ikke nogen forskel, om han har fået mange eller få penge. Det vigtige er, at loven virker. Sejren ligger i, at sagen er blevet anerkendt, og at Arbejdsskadestyrelsen har revideret deres afgørelse. Det viser, at det hjælper at holde fast i det, man tror på, siger Mads Krøger Pramming.

For ham er sagen endvidere et udtryk for, at alle, også dem der har fået at vide, at ikke er nogen chance for genoptagelse, skal henvende til Arbejdsskadestyrelsen og bede om at få sagen genoptaget efter de nye regler.

Sagens forløb

Da Mads Krøger Pramming besluttede at søge om genoptagelse, skete det på baggrund af nye speciallægeerklæringer, der konstaterede, at T havde PTSD. Sagen blev altså i første omgang afvist efter de gamle regler, men anerkendt efter de nye regler.

– Det hele kunne have været tabt på gulvet. I sagen havde vi ovenikøbet vurderet, at den ville være ekstra vanskelig at vinde ved domstolene, da der ikke i første omgang var stillet en decideret PTSD-diagnose. Det var altså ingen nem sag, fortæller Mads Krøger Pramming.

T fik sin anerkendt sin arbejdsskade, og sagen blev afgjort med et helt usædvanligt godt resultat: 25 % mén og 90 % erhvervsevnetab.

– 90 % er rigtigt højt. Et så høj erhvervsevnetab har jeg kun set i en eller to andre veteransager, siger Mads Krøger Pramming.

T får både en løbende erstatning og en éngangsudbetaling. Den samlede værdi af hans erstatning frem til han bliver 67 år forløber sig til 9,2 millioner, når man ser bort fra skat.

Fakta
Sagens afgørelse: T fik anerkendt 25 % mén i november 2014 og 90 % erhvervsevnetab i december 2014. Ud over en løbende erstatning på 12.372 kroner om måneden frem til han bliver 67 år, har han i marts 2015 modtaget cirka 3,5 millioner kroner skattefrit og 2,3 millioner kroner skattepligtig.

Skrevet af Marie Tanggaard