Kom til snigpremiere på ’Krigen’ i Dagmar Teatret den 26. august klokken 19.00-21.30.
Instruktør Tobias Lindholm har med sin tredje spillefilm ’Krigen’ lavet et spændende drama, der følger kompagnichef Claus Michael Pedersen og hans mænd, der er udstationerede i Helmand, Afghanistan. Claus’ kone Maria forsøger hjemme i Danmark at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taleban. For at redde sine mænd træffer Claus et valg, som fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse. De medvirkende skuespillere er blandt andre Pilou Asbæk, Søren Malling, Tuva Novotny og Charlotte Munck. Soldaterne spilles af rigtige soldater, der har været udstationeret i Afghanistan.
Intro af Kim Kristensen
Forud for filmen vil oberst Kim Kristensen fortælle om sine egne erfaringer og om, hvordan man sjældent har et overblik over alle konsekvenser ved en hastig beslutning taget under ekstremt tidspres. Oberst Kim Kristensen er Ceremonimester for Kongehuset, Bataljonchef for ISAF 4 og forfatter til bogen ‘Følg mig! – ledelse fra fronten’.
Aftenen er arrangeret af Jon Marin, der er officer af reserven ved Gardehusarregimentet.
TILMELDING
- Vil du med til forpremieren, der vises onsdag den 26. august klokken 19-21.30 i Dagmar Teatret, kan du tilmelde dig via dette link
- Billetprisen er 260 kroner hvoraf 60 kroner går til Dagmar Teatret og resten til Soldaterlegatet.
Skrevet af Marie Tanggaard