Veteranområdet er præget af mange gode viljer og initiativer, som forvirrer både veteraner og politikkere. Der er brug for langt større koordination og samarbejde, mener flere deltagere på Veterankonference 2016, der sluttede tirsdag aften den 29. november i Nyborg.
Reportagen er lavet af Peter Ernstved Rasmussen/OLFI
– Øhh, jeg giver op. Sådan tænker mange veteraner formentlig, hvis de overvejer en eller anden form professionel hjælp til at håndtere deres lidelse – psykisk såvel som fysisk. Veteranområdet i Danmark er præget af et hav af gode viljer og velmenende initiativer, som i forsøget på at hjælpe kan ende med at skræmme målgruppen væk.
Det mener i hvert fald Niels Hartvig Andersen, som er landsformand i Danmarks Veteraner, som før i tiden bedre var kendt under navnet De Blå Baretter.
– Den frivillige del af veteranverdenen består af 81 aktører, og det er simpelthen for mange. Det forvirrer veteranerne, det forvirrer veteranorganisationerne, og det forvirrer især politikkerne. Det ville måske være godt, at vi samlede os en lille smule, siger han.
Niels Hartvig Andersen er bare en af små 300 deltagere i Veterankonferencen, som mandag og tirsdag løb af stablen på Hotel Nyborg Strand med det formål at styrke den tværfaglige indsats over for veteraner før, under og efter udsendelsen til en international mission.
En anden deltager er oberst Jette Albinus, som er leder af Veterancentret på Ringsted Kaserne. Ifølge hende er den største udfordring på veteranområdet at opnå en fælles erkendelse af, at problemet med fysisk og psykisk skadede soldater ikke forsvinder, uanset hvor mange penge man bruger på området, og hvor meget man samarbejder.
– Der er nogle omkostninger ved at sende soldater, politifolk og beredskabsfolk ud i internationale missioner. Vi når aldrig dertil, at vi kan sige, at problemet er løst. Vi kan hele tiden blive bedre til at samarbejde. Men vi får ikke problemet til at gå væk. Så for mig handler det meget om en større samfundsmæssig bevidstgørelse. Når man først har fået en varig skade på krop og sjæl, er det ikke kun noget, som den enkelte skal leve med. Vi andre skal finde ud af, hvordan vi bedst mulig kan støtte. For de veteraner har vi altså resten af deres liv, siger Jette Albinus.
Veteranområdet mangler fælles spilleregler
Alene på det frivillige veteranområde spænder aktørerne mellem Danmarks Veteraner, som har 3.200 kontingent-betalende medlemmer, over Veteranstøtten med omkring 100 ildsjæle til det, man bedst kan betegne som enmandshære med gode viljer og ædle tanker.
Niels Hartvig Andersen sammenligner veteranområdet med fodboldsporten. Hvis man spiller fodbold, kan man i den lokale by vælge at spille for den ene eller den anden klub. Og kan man ikke lide de eksisterende klubber, kan man etablere sig egen. Men man spiller dog efter de samme regler.
– Sådan gør man ikke indenfor veteranområdet. Der laver man sin egen ”fodboldklub”, hvis man ikke kan lide de eksisterende. Men i stedet for at spille efter samme regler opfinder man sine egne, og det gør det svært. Alle vil gerne koordinere, men ingen vil koordineres, og det bliver vi nødt til. Det kan godt være, at det gør ondt i begyndelsen, men det er nødvendigt, siger han.
Ifølge Niels Hartvig Andersen handler det ikke om at udelukke nogen, men i stedet at være enige om nogle spilleregler som eksempelvis krav om vedtægter, en bestyrelse og aflæggelse af regnskaber. Og det er helt afgørende for hjælpen til veteraner, at de frivillige organisationer er der, for de udfylder en meget vigtig rolle i spændingsfeltet mellem forsvaret og kommunerne.
– Vi vil gerne hjælpe nye aktører og samarbejde med dem, og det vil alle – både internt i Forsvaret og med kommunerne. Det er vigtigt, for nogle veteraner kan ikke lide Forsvaret og nogle andre kan ikke lide kommunerne. Som frivillige organisationer ligger vi neutralt midt i mellem. Der tror vi på, at vi har en værdifuld plads, siger Niels Hartvig Andersen.
Både en del af problemet og en del af løsningen
En af de frivillige organisationer er Veteranhaven i Slagelse. Den bliver drevet af René Pamperin, der selv har været udsendt som major til Helmand i Afghanistan. Her arbejdede han dagligt i et højt alarmberedskab med et konstant højt stressniveau og oplevede tillige både død og ødelæggelse, som i dag har givet ham diagnosen posttraumatisk stress syndrom (PTSD).
Han er enig i, at de frivillige organisationer kan hjælpe nogle af dem, der har det svært i det etablerede system.
– Vi har en masse erfaringer med, hvad der virker. I Veteranhaven er vi et supplement til den etablerede behandling. Så vi råder ikke nogen til at undlade at gå til psykolog eller psykiater. Men vi ser, hvad har vi af gode erfaringer, som vi kan dele med andre, siger han.
På den måde spiller René Pamperin en slags dobbeltrolle på veteranområdet.
– Jeg ved godt, at jeg er en del af problemet. Men jeg vil også gerne være en del af løsningen. Jeg ser derfor gerne, at man inddrager målgruppen, som det hele handler om. Jeg hører mange kloge mennesker sige en masse ting, men jeg savner, at man som PTSD-ramt bliver hørt, siger han.
Set i det lys glæder han sig over Veterankonferencen, som er med ti at bygge bro mellem det kommunale, de frivillige organisationer og Forsvaret.
– Veterankonferencen viser, at der er rigtigt mange mennesker, som vil os det godt. Det er positivt, og jeg er imponeret over det store fremmøde. Folk skal så bare lære hinanden at kende finde ud, hvad vi kan lære af hinanden, siger René Pamperin.
Hvad får du ud af at være med?
– Jeg føler, at der bliver lyttet til mig.