Martin Lund Glaw er tidligere soldat og en af de mange veteraner, som Soldaterlegatet har hjulpet med juridisk rådgivning i forbindelse med at få anerkendt en PTSD-diagnose ved Arbejdsskadestyrelsen. I 1996 var han udsendt til Bosnien. I dag lever han med sin PTSD.
SL: Hvordan blev du opmærksom på, at du havde PTSD, og hvordan var det at anerkende dette?
MLG: Efter min udsendelse begyndte jeg at få det værre og værre. Jeg havde perioder, hvor jeg blev meget angst, og når det skete, blev jeg vred, altså, sådan rigtig vred. Samtidigt kunne jeg heller ikke sove på grund af mareridt, som både tog til i hyppighed og i styrke. Jeg var ofte så træt, at jeg ikke helt anede, om jeg sov eller var vågen. Det endte med, at jeg lod mig indlægge, fordi jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg var især blevet meget aggressiv, og jeg var bange for, at det ville ende med, at jeg kom til at gøre andre skade.
SL: Efter at du fandt ud af, at du havde PTSD, hvad gjorde du så – hvem gik du til?
MLG: Jeg gik egentlig ikke til nogen som sådan. Jeg blev i flere omgange indlagt på Psykiatrihospitalet Dianalund, ja, i tide og utide, og jeg synes faktisk ikke, at det havde den helt store effekt. Min egen oplevelse af forløbet er nok lidt, at de bare dopede mig med sløvende piller. Sommetider fik jeg op mod tre gange af den anbefalede daglige dosis, og det er faktisk lidt utroligt, at jeg er her endnu. Men slå mig ned kunne det altså ikke.
SL: Hvordan oplevede du, at din omverden reagerede – familie, venner og arbejdsgivere – og hvordan har det påvirket dit liv?
MLG: Det har i høj grad påvirket mit liv, men kort fortalt, så har jeg ikke kunnet fastholde nogen form for arbejde og det er jo nok fordi, jeg havde og har svært ved at være i nærheden af andre mennesker. Jeg oplevede også, at min familie lukkede mig ude – det er vel egentlig kun min onkel, som aldrig har trukket sig væk.
SL: I forbindelse med din arbejdsskadesag, hvem havde du så kontakt med – for eksempel Forsvaret, Arbejdsskadestyrelsen – og hvad var reaktionerne her?
MLG: Jeg har udelukkende haft kontakt til Arbejdsskadestyrelsen og har aldrig haft en advokat, altså før jeg fik støtte til juridisk rådgivning ved advokat Mads Krøger Pramming igennem Soldaterlegatet. Med egne ord må jeg sige, at jeg blev ’hevet godt igennem manegen’ af Arbejdsskadestyrelsen, og min sag blev gang på gang trukket i langdrag. Det, mener jeg, faktisk ikke er en helt fair behandling over for en person, som ligger ned i forvejen. Dog er jeg rigtig glad for, at det endelig lykkedes at få anerkendt min PTSD, og jeg håber på, at min sag, der var den første af sin slags, som blevet vundet over for Arbejdsskadestyrelsen, kan være med til at hjælpe andre veteraner i en lignende situation.
SL: Hvad fik dig til at henvende dig til Soldaterlegatet, og hvordan oplevede du dit forløb hos den juridiske rådgiver Mads Krøger Pramming?
MLG: Lad mig først sige, at jeg er så taknemmelig for den hjælp og støtte, som Soldaterlegatet har bidraget med. Den har spillet en helt uvurderlig rolle, og uden den havde jeg ikke klaret at fortsætte min sag.
I forhold til mit forløb med Mads, så har han ydet en kæmpe indsats og været til stor hjælp, og han er nok ikke bare min advokat længere, men derimod er han gået hen og blevet en rigtig god støtte og ven. Hvis jeg skal sige det, havde jeg nok taget billetten flere gange uden ham. Han har hele tiden kunnet motivere mig ikke mindst i forhold til at køre sagen til ende. Så Mads har været en stor støtte for mig og er det for mange andre veteraner.
SL: I foråret 2013 fik du endelig tilkendt en arbejdsskadeerstatning. Hvad var din oplevelse af at få anerkendt din PTSD?
MLG: Som jeg nævnte før, er jeg rigtig glad for, at sagen blev vundet. Afgørelsen kan forhåbentligt hjælpe mange andre veteraner, men samtidigt var det ikke selve min diagnose, der blev anerkendt, blot symptomerne. Det er bare ikke godt nok, og hvis jeg skal sætte det på spidsen, så er jeg personligt dybt fortørnet over den mangel på opmærksomhed og støtte til os veteraner. Det er så mange mennesker, der har haft behov for støtte, hjælp og anerkendelse, men som desværre ikke har fået den eller fået den for sent. Så jeg må indrømme, at det hele er lidt uforløst, for altså, de gav mig jo lidt ret og så alligevel ikke helt. Derfor har jeg personligt stadigvæk mine tvivl over for hele ’systemet’, og jeg tror, at der er lang vej endnu, før at vi er kommet helt i mål.
Soldaterlegatet har støttet et mindfullness-projekt for veteraner med PTSD. Se mere om projektet her.
Skrevet af Charlotte Bækdahl