I skolesommerferiens første uge var ni veteraner med PTSD og deres familier inviteret på ferieophold på Egmont Højskolen ved Hou syd for Aarhus. Handicapidrættens Videncenter afviklede ugens fællesaktiviteter med det formål at give familierne mulighed for at holde en aktiv ferie sammen i trygge og kreative rammer.
For mange veteraner med diagnosticeret PTSD, kan udsigten til sommerferien med børn og kæreste eller kone være forbundet med bekymringer over, om overskuddet rækker til at være aktive med børnene. Måske er der nogle dage, hvor veteranen på grund af sin PTSD er nødt til at hvile en halv dag eller mere, før end han/hun igen kan spille fodbold med børnene eller tage til stranden. Bare tanken om at skulle stå i kø til forlystelserne i et sommerland, afholder ofte mange fra at tage af sted.
På sidste uges ferieophold på Egmont Højskolen havde deltagerne mulighed for at trække sig fra de planlagte aktiviteter, hvis de havde behov for det. Det benyttede især de skadede veteraner sig af, når det sociale blev for stort et pres for dem. Og det var vigtigt for dem at kunne trække sig, for at få opsamlet ny energi til at være ’på’ som far og som en del af et større fællesskab.
Struktur giver ro
De ni familier bestod hver især af en tidligere udsendt soldat (far), der på grund af sine udsendelser har fået diagnosen PTSD, et eller flere børn samt en kone, kæreste, ekskone eller mor.
Nichlas Rønne Dam deltog på opholdet med sine to børn på fire og to år samt sin mor Bente.
-Det skaber en ro, at der er aktiviteter, der er planlagte, og at der er nogle, der står for dem. Så skal jeg ikke tænke på selv at sætte ting i gang. De faste rammer er vigtige, fordi struktur giver ro. Derudover får jeg flyttet mine grænser for at være social, fordi vi er ’tvunget’ til at være sociale, sagde Nichlas.
Målet med opholdet var blandt andet at give familierne mulighed for både hver især og sammen at opleve rekreativ og kreativ tid i samspil med andre. Desuden var hensigten, at de uformelle rammer skulle invitere til at dele erfaringer og danne nye netværk.
Programmet for ugen indeholdt forskellige familieorienterede aktiviteter som kørestolsrugby, klatring, dragebygning, kunstmaling og en dagstur i Djurs Sommerland. Derudover indbød dagene også til afslapning og fælles hygge ved bålet eller stranden. To ansatte børnehjælpere hjalp med at igangsætte aktiviteter for børnene og med at gøre oplevelserne ekstra gode.
Nye fællesskaber på kryds og tværs
To konsulenter fra Handicapidrættens Videnscenter, der tidligere har arbejdet med PTSD-skadede veteraner, stod for at forberede og afvikle ugens ophold. Den ene, Torben Persson, fortalte hvordan børnene i familierne har spillet en vigtig rolle i forhold til at skabe forbindelser på kryds og tværs af familierne og på den måde få skabt nye fællesskaber.
-Vores aktiviteter fordrer altid et fællesskab. Det udvikler sig undervejs i ferien. Nogen kommer hjem med nye erkendelser og med et nyt referencerum. De bryder isolationen ved at deltage i et ferieophold som dette. Både den indre og ydre isolation, fortalte Torben Persson.
Se interview med veteranen Stefan, hans kone Karina og sønnen Magnus:
Se vores Youtube-kanal – Soldaterlegatet
Fakta
- Handicapidrættens Videnscenter har afviklet ferieopholdet for veteraner med PTSD og deres familier i samarbejde med Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri i Aarhus og med støtte fra Fru K. M. Lausens Legat, Arbejdsmarkedets Feriefond og Soldaterlegatet.
- Opholdet fandt sted ved Hov Søsportscenter på Egmonthøjskolen fra den 1.–8. juli 2017 med det formål at etablere en uges ferie for ni veteraner med PTSD og deres familier og få skabt muligheder for samspil mellem familier i samme situation, med fokus på alle familiens medlemmer såvel veteranen, børnene/ de unge og moren/kæresten.
Skrevet af Marie Tanggaard