Fra combat zone til civil

Gennem et beskæftigelsesprojekt har den PTSD-skadede soldat, Henrik Esbensen, fået fast arbejde i Bygma. Hans hverdag har fået mere indhold, han er blevet en del af et kollegialt fællesskab, og han går træt i seng om aftenen.

Hver morgen fra mandag til fredag møder Henrik på arbejdspladsen Bygma i Viborg i to timer. Det har han gjort siden starten af januar 2016. Når arbejdsdagen er slut, er han for første gang i mange år naturlig træt og går ofte hjem og sover flere timer. Jobbet har hevet ham ud af den snigende ensomhed og givet ham kollegaer at snakke med.

-Jeg vil gerne være del af et team, hvor vi snakker om helt almindelige ting og om, hvad der foregår i Danmark og i verden, siger Henrik.

I 2011 fik Henrik tilkendt førtidspension efter nogle år, hvor han var skiftevis på og ude af arbejdsmarkedet. Han fik samtidig konstateret PTSD, som blev anerkendt som arbejdsskade fra sine tre udsendelser på Balkan i årene 1993 til 2001. I fire år gik Henrik hjemme. De første par år var det nok for ham at gå til psykolog og psykiater. Senere begyndte han at have overskud til at arbejde på sit hus – og han gik til kommunen for at få hjælp til at komme i gang med noget arbejde. Men tilbuddene passede ikke til ham. Først da han blev en del af beskæftigelsesprojektet ’Fra krigszone til virksomhed’ og fik tilknyttet en mentor fra en privat virksomhed, skete der noget, der satte skub i Henriks arbejdsliv.

Et socialt ansvar

Direktøren i Bygma i Viborg, Claus Mann Laursen kunne se potentialet i Henrik og ansatte ham i skånejob i ti timer til en begyndelse.

-Når jeg ansætter personale i en jobordning, ser jeg på mennesket og ikke på, om det er billig arbejdskraft. Jeg skal have en mavefornemmelse af, at det er en win win situation. Og jeg havde med det samme et godt indtryk af Henrik. Som soldat har han prøvet at være i et team, og han arbejder disciplineret. Desuden har Henrik prøvet tømmerfaget, hvilket er brugbart hos os, fortæller Claus Mann Laursen.

Bygma har en klar CSR-politik om, at virksomheden vil tage et socialt ansvar, og i Viborg har Bygma et specielt og godt samarbejde med det kommunale jobcenter, som sender flere i praktik og jobtilbud hos byggecentret.

-Vi har det sådan, at hvis vi ikke tror, vi kan gøre en forskel – gør vi det ikke. Vi finder ud af, hvad vores ansatte er gode til og fortæller dem, at de faktisk godt kan udføre et stykke ordinært arbejde. De får ret hurtigt nogle ansvarsområder, så de føler, at de er en del af organisationen. Henrik er lige så meget værd for os som de andre ansatte. Og når han også føler det selv – begynder han at være innovativ og bidrage til arbejdspladsen, forklarer Claus Mann Laursen.

Træt på den gode måde

Henrik Esbensen vil på sigt gerne arbejde mere end de to timer om dagen, han gør nu. Men han skal passe på sig selv, siger hans kolleger. Arbejdet, der ofte er meget hårdt fysisk, består primært i at sætte ting på reoler og hylder i den store drive in hal. Det foregår til dels manualet – så når dagen er slut, er Henrik naturlig træt – i stedet for som før: træt af at lave ingenting.

– Jeg er brugt på en helt anden måde. Jeg kan mærke på kroppen, at jeg har lavet noget. Og ikke bare siddet på min flade og set en film, siger Henrik.

Henriks plan er at lære så meget som muligt på arbejdspladsen i Bygma, så han måske om et halvt eller helt år kan komme til at betjene de håndværkere, der er de primære kunder i Bygma i Viborg. Han er 100% på hver gang, der skal laves noget, han brokker sig ikke, og så gør han, hvad han får besked på.

Hans mål er ikke at komme til at arbejde 37 timer – han vil bare gerne have et arbejdsfællesskab med nogle kolleger. Og det har han fået i Bygma. Arbejdspladsen har desuden været fleksibel i forhold til mødetider, så Henrik kan aflevere sin datter på syv år i skole et par gange om ugen. Så Henrik kan godt se sig selv i Bygma fremover.

Bygger bro mellem veteraner og virksomheder

Beskæftigelsesprojektet, der er målrettet udsatte veteraner uden for arbejdsmarkedet, skal sikre et bedre samspil mellem forsvaret, virksomheder og veteranerne. I spidsen står Helene Djursø der, som karriererådgiver, har stor succes med at koble veteraner med mentorer fra civile virksomheder.

– Når de kommer ud af forsvaret, står de ofte på bar bund uden at vide, hvad de kan, eller hvad de vil. De mangler noget afklaring på deres kompetencer, og det er noget, jeg kan hjælpe dem med. Gennem samtaler med en headhunter, en erhvervspsykolog og en karriererådgiver finder de ud af, hvad de vil, og mentorerne hjælper dem på vej ud i et job eller på vej til ét, forklarer Helene Djursø.

FAKTA

  • Projektet ’Fra krigszone til virksomhed’ er opstået gennem et samarbejde mellem Officerernes Netværk I Erhvervslivet, Care Consulting og Soldaterlegatet. Initiativet er finansieret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og løber fra primo 2015 og slutter i maj 2016.
  • I pilotprojektet fra maj-september 2015 kom ni ud af ti videre til enten et job, i praktik eller i gang med en uddannelse. Den tiende blev langtidssygemeldt med PTSD.
  • En halvvejsstatus på det nuværende projekt, der slutter i maj 2016 viser, at 14 ud af 20 er kommet i arbejde eller i praktik.

Skrevet af Marie Tanggaard