VIVEs store forskningsprojekt, som undersøgte det psykiske helbred hos 27.500 soldater, satte en tyk streg under, at hele familien lider, når en udsendt rammes af psykisk sygdom efter hjemkomsten.
Forskningsresultaterne blev fremlagt tilbage i oktober sidste år, men hvordan står det til med hjælpen til familierne i dag, og hvilke konsekvenser bør forskningen få fremadrettet?
Vi har op til årsmødet i morgen spurgt tre aktører med særlig indsigt i veteranfamiliernes situation.
Anne Line Ussing, leder af Veteranretreat Strynø og aktiv i pårørendenetværket Faktor 8:
”Alt for mange familier får for lidt og for sen hjælp, når far eller mor rammes af psykisk sygdom efter udsendelse.”
“Mange gange spises veteranen af med 100 eller 150 psykologtimer, første gang han hun henvender sig med symptomer på psykisk sygdom. Men det er slet ikke tilstrækkeligt, og tiden går med fragmenteret indsats, mens veteranen bare får det værre og familien lider med ham,” siger hun.
I stedet skal der ifølge Anne Line Ussing en 180-graders indsats til, hvor man helt fra start hjælper hele familien til den traumatiserede.
Anne Line Ussing driver Natur Retreat for Veteraner, som er et rehabiliteringstilbud skabt for veteraner på Strynø i Det Sydfynske Øhav. Retreatet er et godkendt botilbud for veteraner og har samarbejdsaftale med Forsvarets Veterancenter.
“En massiv 180-grader indsats i en kortere periode har større effekt end en sporadisk indsats gennem flere år. Det er dokumenteret af ny forskning på rehabiliteringsområdet, og VIVEs forskning peger helt i samme retning.”
Hun mener, at reetablering og inddragelse af veteranens netværk samtidig er centralt for at fastholde de positive effekter af rehabiliteringen, og det er denne metode, hun og hendes mand arbejder efter i deres retreat på Strynø.
“Mens mange traumatiserede mister netværk, kone og familie, så er vi hernede kun meget sjældent ude for at veteranen bliver skilt. Når veteranen får hjælp og kan mærke sig selv, så sænker hele familien skuldrene.”
Anne Line Ussing kritiserer Veterancentret for ikke i tilstrækkelig grad tage konsekvensen af VIVEs forskning og anden forskning, der peger i samme retning.
“Den traumatiserede har brug for et intensivt rehabiliteringsophold, væk fra sin egen bolig og samtidig hjælp til pårørende. Det er også det, jeg hører fra Veterancentret. De gør det bare ikke.”
“Vi er ikke i mål endnu. Veterancentret burde lytte til forskningen og tage konsekvensen og sikre en hjælp, der når hele vejen rundt.”
til dem, der mener, at familierne skal inddrages langt mere end tilfældet er i dag.
Bo Søndergaard er psykolog på PTSD-Klinikken i Århus:
Men Anne-Line Ussings udlægning er Bo Søndergaard ikke enig i.
Han er psykolog på PTSD-Klinikken i Århus og har gennem årene haft talrige veteraner i behandling og har efter eget udsagn viden om veterancentrene i regionerne Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark.
“Og mit indtryk er, at veterancentrene er begyndt at have nogle rigtig gode tilbud til familierne blandt andet i form af børnegrupper. Så tværtimod mener jeg, at veterancentrene gør det rigtig godt og, at veteranerne nyder godt af et beredskab, som andre kunne lære af.”
I sin klinik behandler Bo Søndergaard også andre såkaldte first respondere. Det vil sige politifolk, ambulancereddere og fængselsbetjente, der er traumatiserede og lider af blandt andet PTSD. Og hjælpen til disse erhvervsgrupper er generelt ringere, end den er til veteranerne, selvom både de traumatiserede selv og deres familier lider i tilsvarende omfang.
“Jeg tror, det er et spørgsmål om kultur. I start 90’erne kunne man ikke blive syg af at blive skudt lidt på eller se folk blive likvideret foran sig uden, at man kunne gøre noget. I dag er det fuldstændig accepteret, at man kan blive syg af det. Men den erkendelse er ikke trængt tilsvarende igennem i andre berørte erhverv,” siger Bo Søndergaard, der mener, at veteraner i dag er bedre stillet end de øvrige first respondere, hvis de bliver traumatiseret.
“Man kunne vende spørgsmålet om: Hvorfor skal veteranerne have bedre hjælp end politifolk, fængselsbetjente og Falckfolk. Veteranerne får nogle rigtig gode tilbud, som burde udrulles til flere”.
Men jeg synes, at VIVEs forskning understreger vigtigheden af den indsats, der bliver lavet både i forhold til veteranen og i forhold til at se på hele familien, som også kan være nære slægtninge.
Generelt er Bo Søndergaard tryg ved den hjælp veteranerne og deres familier får. Men han har et forbehold.
“Jeg er bekymret for de 10 procent hårdest ramte børn, som ikke kan løftes i et veterancenter, for de har behov for hjælp i psykiatrien. Min bekymring går på ventetiden. De formative år er så vigtige, og derfor er det en katastrofe, at man ikke kan få hjælpen straks. Men det er det jo for alle, der står på ventelisten.”
Kim Simonsen, oberst, chef for Forsvarets Veterancenter
”Det er rigtig positivt med forskning på veteranområdet, da forskning yder et væsentligt bidrag til at kunne målrette veteranindsatsen.
Og ny forskning er altid et godt afsæt for at se på, om den indsats, der er igangsat, kan optimeres.
VIVEs forskning har bekræftet os i, at indsatsen rettet mod veteranernes bagland – altså familien – ikke må undervurderes.
Vi er i forvejen meget bevidste om, at børn af psykisk skadede veteraner kan have det svært. Nu har vi også viden, der peger på, at børn af veteraner, der har været i kamp, har nogle særlige udfordringer.
Derfor er jeg også glad for, at vi gennem de seneste år har udbygget og fokuseret vores tilbud rettet mod veteranfamilier og ikke mindst børn og unge af veteraner. Dette er blandt andet sket gennem Familieenheden, hvor Veterancentrets indsats gennem de sidste tre år er blevet intensiveret og målrettet, så vi i endnu højere grad end tidligere kan møde veteranfamiliernes særlige behov. Derudover har veteranindsatsen fået et generelt løft gennem den politiske aftale om en styrket veteranindsats indgået i november 2020.
Effekten af disse tilbud vil vi, også med baggrund i VIVEs forskning, følge løbende op på.”