Jakob Andersen træner med DIF Soldaterprojekt i Unity Gym på Amager.

’Jeg håber at få en bedre livskvalitet gennem idrætten’

Print
Af Marie Tanggaard | 25/01/2018

Jakob Andersen er skadet veteran og nystartet deltager i DIF Soldaterprojekt. Han håber, at han i det kommende år kan bruge idrætten til at blive mere social og få tabt nogle overflødige kilo. Jakob er den første af i alt fire veteraner Soldaterlegatet følger gennem projektets tre-årig periode for at se, hvad idrætten kan gøre for netop dem og deres livssituation.

Hver onsdag siden begyndelsen af december 2017 er Jakob taget turen til Unity Gym, der ligger i Kastrup på Amager for at træne crossfit sammen med andre skadede veteraner. Træningen foregår i et samarbejde mellem DIF Soldaterprojekt og Unity Gym ledet af instruktøren Kenneth, der selv er veteran. På denne kolde første onsdag i januar, hvor Soldaterlegatet også er mødt op, er dagens plan at træne et pas, der kaldes Hero WOD ’René’, som består af løb eller roning, walking lounges eller step ups, pull ups og burpees. I crossfit tilegnes dagens træning ofte en person, som er blevet husket for noget særligt, og i dag er den korte intensive WOD (workout of the day) opkaldt efter jægersoldaten René, der døde i Afghanistan.

Jakob er 36 år og var ansat i Forsvaret i mange år, inden han blev diagnosticeret med PTSD på baggrund af oplevelser under sine udsendelser. I de sidste otte år har han været indskrevet på to forskellige studier. Nogle gange får han studeret, andre gange har han svært ved bare at komme ud af sengen. I efteråret 2017 blev han tilknyttet brobyggerfunktionen ved Veterancentret, hvor han blev tilbudt at deltage i DIF Soldaterprojekt, der tilbyder idrætsaktiviteter og -fællesskaber for psykisk og fysisk skadede soldater med det formål at give dem et socialt fundament og springbræt til et civilt liv.

‘Jeg drømmer, at jeg løber’

Som udgangspunkt valgte Jakob at gå med i DIF Soldaterprojekt på grund af idrætten. Men da han fik at vide, at der i træningstilbuddet også ville deltage andre veteraner med samme problemer i hverdagen, var han mere end klar på at prøve det.

-Min livskvalitet bliver påvirket i en negativ grad, når jeg er mig selv. Jeg har i mange år tænkt, at jeg sagtens selv kan klare at få det bedre. Men jeg har nu fundet ud af, at det ikke duer. Hvis idrætten fremadrettet kan berige mit liv, ville jeg være super glad. Jeg drømmer faktisk ofte, at jeg løber, og jeg håber, at det betyder, at idrætten er meget vigtig, fortæller Jakob.

Efter kun en håndfuld træninger i Unity Gym har Jakob allerede fået det lidt bedre psykisk. Han er blevet gladere og fået meget mere mod på at kaste sig ud i flere aktiviteter med andre veteraner. Hans læge har bemærket, at han ligefrem stråler og virker mere positiv.

Planen for 2018

Jakobs plan for 2018 er at tabe sig, måske 50 kilo, og at deltage i så mange aktiviteter, som han kan overkomme for at få et socialt liv igen og dermed en bedre livskvalitet. Først og fremmest i de ugentlige træninger i Unity Gym, dernæst vil han til maj løbe med i Royal Run og endelig gerne deltage på Invictus Games’ træningslejre i løbet af foråret.

-Jeg håber meget, at jeg taber mig. Det påvirker mig meget negativt at være overvægtig, så jeg håber, at jeg ved at blive lettere kan få et bedre håb på fremtiden, siger Jakob.

Hør interview med Jakob Andersen fra en træning i Unity Gym: 

FAKTA

  • Er du veteran og har lyst til at træne med, er du velkommen til at møde op onsdage mellem kl. 11-12 i Unity Gym på Amager.
  • DIF Soldaterprojekt skal medvirke til en inklusion af de skadede veteraner og til en opbygning af et klubnetværk og et fællesskab i relevante idrætsforeninger under DIF sammen med andre udøvere. Idrætstilbuddet og det sociale fundament skal være et springbræt for de skadede veteraner på deres vej fra en militær karriere til et liv i det civile.
  • DIF Soldaterprojekt henvender sig til alle skadede veteraner. Projektperioden løber frem til den 31. december 2019. Læs mere på: www.difsoldaterprojekt.dk/
  • Relateret artikel: interview med projektleder af DIF Soldaterprojekt: soldaterlegatet.dk/dif-soldaterprojekt-idraetstilbud-for-skadede-veteraner/