Merlin-BOG STØTTER SÅREDE SOLDATER

’Merlin – oplevelser på danske vinger’ har samlet 50 historier fortalt af dem, der flyver og arbejder for landets 14 redningshelikoptere med navnet Merlin. Bogen udkommer i forbindelse med flagdagen den 5. september og forfatternes honorar går ubeskåret til Soldaterlegatet.

F-16 piloten Thomas ‘MET’ Kristensen og fotograf Henning Kristensen har samlet de mange bidrag fra forskellige skribenter i bogen om EH101 Merlin-helikopterne og giver læserne et unikt indblik i de dramatiske missioner, helikopterne og dennes besætninger er involveret i.

Bogen indeholder historier fra flere end 50 kvinder og mænd; piloter, læger, klarmeldere, reddere, teknikere, systemoperatører m.v., der til daglig arbejder med flyvevåbnets troppetransport- og redningshelikopter, Merlin. Alle bidrager med deres egne oplevelser om missioner – fra en redningsaktion i Præstø Fjord til en havareret helikopter i Afghanistan. Bogen giver således et unikt indblik i arbejdet på ’den flyvende skadestue’ og er desuden rigt illustreret med fantastiske fotografier.

Begyndelsen på et godt samarbejde

Da Thomas Kristensen i 1993 flyttede til Aalborg efter 13 måneders ophold og træning på Sheppard Air Force Base i Texas, begyndte et hurtigt liv i luften.  En af de personer, som Thomas ofte hev med på sine flyveture, når muligheden bød sig, var Henning Kristensen, også bedre kendt som Foto Henning. Billederne prydede væggene i Thomas’ lejlighed og gengav et splitsekund af hans hverdag – en hverdag, som mange gennem tiden har spurgt interesseret til, og som Thomas på mange forskellige måder har forsøgt at gengive. Det var begyndelsen til den første bog, Henning og Thomas lavede sammen, som handler om deres oplevelser i F-16 fly. Den anden bog, Hercules – oplevelser på danske vinger, består af en samling på 40 historier om det store transportfly også kaldet ’Den store fugl’ fortalt af de mange mennesker, der på vidt forskellige opgaver har ladet sig transportere af flyet.

Tredje bog i rækken

Den tredje bog, der nu er på gaden, er udgivet på Politikens Forlag og kan købes hos boghandlere såvel online: www.saxo.com/dk Bogen blev præsenteret ved en bog-release på Flyvestation Karup mandag den 4. september.

Fakta om Thomas Kristensen:

  • Født og opvokset på Amager
  • Uddannet som reserveofficer i Hæren i Sønderborg og Oksbøl (1989), herefter aktiv som delingsfører ved 4- opklaringseskadron v. Garderhusarregimentet i Næstved (1990), hvorfra han søgte ind på Flyvevåbnets officersskole som pilot i Flyvevåbnet (1991)
  • Uddannet som jagerpilot på Sheppard Air Force Base, Texas (1992)
  • Fra 1993 aktiv kamppilot frem til 2013, hvor han i dag sidder ved Værnsfælles Forsvarskommando.
  • Thomas Kristensen flyver dog fortsat og opretholder stadig sin status som kamppilot. Udover dette, så går fritiden med at forberede nye bøger. Hans biografi udkommer den 23. oktober 2017.

Skrevet af Marie Tanggaard