33-årige Mikkel Schaumann er en af i alt fire skadede veteraner, Soldaterlegatet følger de næste par år gennem hans deltagelse i DIF Soldaterprojekt. Mikkel deltager først og fremmest i projektets aktiviteter for at styrke det sociale fællesskab med andre veteraner. Men hans håb for fremtiden er at få overskud til at kunne gå til bueskydning i en forening.
Mikkel er påvirket af sin PTSD i en sådan grad, at han skal samle alle sine kræfter for at stå op om morgenen og sammen med sin kone Josephine sende deres tre børn i skole. Om dagen hviler han meget for at kunne modtage dem, når de kommer hjem.
Mikkel er tilknyttet ATT (Afdeling for Traume- og Torturoverlevere), hvor han har fået en masse gode redskaber til, hvordan han klarer en almindelig hverdag. Siden sommeren 2017 har han deltaget i flere af DIF Soldaterprojekts aktiviteter. Både alene på friluftstur i Sverige og på camps med sin familie.
-Det er ikke kun på grund af aktiviteterne, at jeg er med. Det er lige så meget det at være social og ude blandt andre, siger Mikkel.
Bedre livskvalitet
At være en del af fællesskabet i DIF Soldaterprojekt påvirker Mikkels livskvalitet i en positiv retning på den måde, at han kan mærke, at der er andre, der tænker på ham, når han fx får beskeder fra nogle af dem, han har mødt på camps’ne.
-Én ting er, at jeg skal kæmpe for at få min egen familie til at forstå, hvordan jeg har det. Men at jeg kan få vildt fremmede til at forstå det – det er rart, fortæller Mikkel.
På sigt håber Mikkel, at deltagelsen i projektet skal give ham mere overskud til selv at foretage sig noget med sine børn. Han kunne godt tænke sig at komme ud at rejse igen og vise familien noget af verden.
Hør Mikkel fortælle om sin hverdag med PTSD og sit håb for fremtiden:
Se vores Youtube-kanal – Soldaterlegatet
Skrevet af Marie Tanggaard