’Naturen giver mig ro’

Paw Jakobsen er PTSD-skadet veteran og én af 12 deltagere i projektet ‘Veteraner i det faggrønne’ på Skovskolen i Nødebo. Normalt har han svært ved at finde ro, men opholdet i naturen får ham til at slappe af og lægge bekymringerne på hylden.

Paw Jakobsen er 42 år og har fået konstateret PTSD som følge af sin udsendelse med Forsvaret på Balkan i 1995-96. Han har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år og deltaget i mange forskellige kurser og tiltag. Han meldte sig på projektet ’Veteraner i det faggrønne’ først og fremmest for at teste sig selv. Men det viste sig hurtigt, at det faggrønne projekt kunne noget helt særligt og dermed var det første af sin slags, der havde en stor indvirkning på Paws velbefindende.

-Jeg har fået mere energi af at komme på det her kursus og være ude i naturen. Det er rigtigt givende for mig, og jeg har slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg slapper mere af herude. Tankerne aftager og bekymringerne lægger jeg derhjemme. Det at være sammen med veteraner giver mig også rigtigt meget, fortæller Paw.

En fremtid med natur

Paw vil gerne tage nogle flere kurser på Skovskolen for at få noget mere erfaring i at fælde træer – og måske også nogle klatrekurser.

-Kurset her har i hvert fald åbnet et vindue, jeg har lyst til at kigge ind af, siger en tydelig glad Paw.

Undervejs i det ti uger lange uddannelses- og beskæftigelsesafklarende pilotprojekt vil deltagerne blive undervist i alt fra basis friluftsliv, overnatning i det fri, mad over bål til certificeringer inden for motorsav, kajak, klatring og i at bygge et shelter.

Hør interview med Paw her:

Med videnskaben i ryggen

Niels Overgaard Blok, der har udarbejdet projektet, er fagkonsulent og Master i Friluftsliv ved Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling på Skovskolen ved Københavns Universitet og har desuden en baggrund i forsvaret. Han har taget initiativ til projektet, fordi han mener, at naturen er et godt sted for skadede veteraner at få styrket deres kompetencer med henblik på at vende tilbage til et arbejdsliv.

-Der er forskningsmæssige beviser på, at naturen er et godt sted for veteraner at være. Det begrunder vi i, at soldater har en baggrund i en kærlighed til det grønne og en naturlig tilgang til den. Og vi ved alle sammen, at skal vi udvikle os og finde nye veje i vores liv, så kan vi godt lide, at det foregår i noget, vi føler os trygge i i forvejen, fortæller Niels Overgaard Blok.

FAKTA

  • ‘Veteraner i det faggrønne’ henvender sig til veteraner, der er faldet ud af arbejds- eller uddannelsesområdet grundet sociale eller helbredsmæssige grunde. Forløbet har til hensigt at styrke deltagernes fremtidige muligheder for uddannelse eller arbejde i den faggrønne sektor gennem faglig og personlig udvikling.
  • For yderligere information, kontakt Niels Blok på mail: nbl@ign.ku.dk eller mobil: 20 84 12 12.
  • Projektet er støttet af Soldaterlegatet.

Skrevet af Marie Tanggaard