Med stor beslutsomhed og klare retningslinjer har Sven A. Blomberg stået i spidsen for Soldaterlegatets legatuddelingskomitée (LUK) i 11 år. Den 2. juli fylder han 70 år.
Siden Soldaterlegatets stiftelse den 29. januar 2009, har Sven A, Blomberg fulgt fondens uddeling af godt 4000 legater på tæt hold. På de fire årlige møder i LUK beslutter og diskuterer de frivillige medlemmer retningslinjer for den samlede legatuddeling samt afgørelser i enkeltmandssager og projektansøgninger. Her har Sven A. Blomberg udvist en særlig evne til at holde tungen lige i munden i komplicererede sager og til at føre en strømlinet praksis ud fra fondens fundats. Ud over arbejdet i komitéen, lægger Sven A. Blomberg en stor indsats i at godkende fondens løbende legater, der siden 2009 er blevet uddelt til godt 1800 veteraner.
Medlem af LUK og tidligere forsvarschef Jesper Helsø giver fødselaren disse ord med på vejen:
-Med Svens store interesse for Forsvaret og dets personel, hans virke på mange niveauer som reserveofficer samt hans forretningsmæssige baggrund fra hans civile arbejde var det næsten at forudse, at han meget hurtigt sagde ja til at indtræde i Soldaterlegatets bestyrelse og legatuddelingskomité.
Lige fra starten har han sat retningen for behandling og diskussionerne i komitéen med hans klare vejledninger og sikre hånd. Komitéen startede på bar bund med meget få retningslinjer for dens virke men fik meget hurtigt sat dels nogle procedurer, dels retningsmærker op. Alt sammen under hensyntagen til legatets formål og i godt samspil med bestyrelsen. Når der tænkes tilbage på starten med retningslinjer, der fyldte 2-3 A4-sider og i dag ser på ’grønspættebogen’, som ligger til grund for legatkomitéen og sekretariatet, så er vi kommet langt.
Drivkraften bag dette har stedse været Sven, der på sin egen rolige, velargumenterende og afbalancerede måde har bragt Soldaterlegatet til det, som rigtig mange modtagere har været taknemlige for, siger Jesper Helsø.
Soldaterlegatet ønsker Sven A. Blomberg et stort tillykke med dagen og takker samtidig for indsatsen og for det altid gode samarbejde i bestyrelsen, LUK og med sekretariatet!
Om Sven A. Blomberg
Sven A. Blomberg har på pudsig vis kunnet fejre nogle af livets mærkedage i de runde årstal:
Således blev han født den 2. juli 1950, student i 1970, hvorefter han blev værnepligtig og gjorde frivillig tjeneste i hæren 1970-73 (oberst af reserven 2008).
I 1980 blev han cand.phil. i samfundsfag fra Københavns Universitet og tog en HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen i København 1983. Herefter gennemførte han flere kurser i ledelsesudvikling i Schweiz og tog en uddannelse i coaching af ledere hos cand.psych. Jane Blichmann.
I 1980-1995 ansat i Kgl. Brand Forsikring A/S og Skandia Försäkring. Først som direktionsassistent og senere administrerende direktør.
I 1995-2014 ansat i BRFkredit A/S som administrerende direktør for realkreditselskabet BRFkredit A/S og BRFholding A/S. Etablerede i 1995 BRFbank. Formand for Realkreditrådet i to perioder.
Formand for Virksomhedsforum for Socialt Ansvar udpeget af beskæftigelsesministeren 2013-2017.
I 2014- 2017 ansat i Jyske Bank A/S som viceordførende direktør i forbindelse med fusion mellem Jyske Bank A/S og BRFkredit med direktionsansvar for BRFkredit.
Efter pensionering i august 2017 er han fortsat konsulent for Jyske Banks koncerndirektion og underviser på CBS bestyrelsesuddannelser. Desuden bestyrelsesmedlem i Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse, Copenhagen Business School og Finanssektorens Uddannelsespolitiske Udvalg. Han har været formand for Reserveofficersforeningen i Danmark og er medlem af præsidiet for Kredsen Mars og Merkur Danmark og Folk og Forsvar.
Sven A. Blomberg er gift og har 3 voksne døtre.
Skrevet af Marie Tanggaard