Vejen til et godt hverdagsliv #2

Ti veteraner med psykiske skader var i begyndelsen af marts måned på en uges internat på Egmont Højskolen. Veteranerne deltager på hold 2 i projektet ’Vejen til et godt hverdagsliv’, hvis formål er at støtte veteraner med PTSD til en bedre hverdag og videre ind på arbejdsmarkedet.

Deltagerne kommer hovedsagligt fra Sjælland modsat det første hold, som var bosiddende i Jylland. Rejsen til Egmont Højskolen gav nogle ekstra udfordringer for enkelte deltagere. For det kan være en stor barriere at skulle taget toget fra København til Aarhus, når man har PTSD i en sådan grad, at det er svært at få en helt almindelig hverdag til at fungere. Én af deltagerne i internatet måtte da også tage turen i to etaper og forlade intercitytog og pladsbillet på halvvejen for at få ro i hovedet og luft omkring sig.

Formålet med ugens internat for deltagerne var først og fremmest at komme væk hjemmefra de låste og vante roller og dermed give dem mulighed for at kigge hjem på det liv, de har. Det fortæller mentor i projektet, Peter Due, Handicapidrættens Videnscenter.

-Deltagerne er en del af et fællesskab, mens de er her. De skal ikke bekymre sig om noget praktisk men kan på den anden side heller ikke melde sig ud af gruppen. De kommer til at grine sammen, være trætte sammen og måske vrede sammen – og det er alt sammen gode ting at tænke over. Sidst på ugen tager vi en samtale med hver enkelt deltager for at finde ud af, hvad de har lært, fortæller Peter Due.

Lærer at håndtere stress

En af deltagerne i projektet, er den 35-årige officer Jacob, der har mange udsendelser bag sig. Hans sidste udsendelse var i 2014, hvor han var i Afghanistan. Efter hjemkomsten var det svært for ham at omstille sig til et almindeligt liv, og han fik mærkbare psykiske eftervirkninger, som blev værre med tiden. Senere samme år fik Jacob konstateret PTSD og blev sygemeldt fra Forsvaret. Han har blandt andet meldt sig til projektet for at lære at håndtere sin stress og for at finde ud af, hvordan han kommer videre.

-Mentorernes tilgang til os (red. veteraner) er meget andeledes end det, vi er vant til fra livet i forsvaret. Jeg skal ikke ud at være rask i morgen, så det giver mig ro at vide, at jeg bare skal være her i en lille uge, hvor der er plads og tid til at snakke. Måden at behandle og se os på er en anden måde, end den man bruger i de tilbud, vi ellers er vant til, siger Jacob.

Jacob har en lederuddannelse fra Forsvaret men vil gerne have afklaret, hvordan han får omsat sine kompetencer til det civile arbejdsliv. Det kan han blandt andet få hjælp til af projektets to mentorer.

Om projektet

Projektet ’Vejen til et godt hverdagsliv’ bliver gennemført i et samarbejde mellem Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri i Aarhus, Handicapidrættens Videnscenter (HANDIVID), Københavns Universitet og Soldaterlegatet. Forud for projektet har de indbudte potentielle deltagere først været til et informationsmøde på PTSD-klinikken i Aarhus og efterfølgende har de deltagere, der ytrede ønske om at deltage i projektet, talt med to mentorer fra HANDIVID forud for opholdet på Egmont.

Projektets overordnede mål er at vise, at en hårdt PTSD-ramt veteran, der med hjælp fra en personlig 360 graders konsulent (også kaldet en mentor), kan få et godt hverdagsliv og dermed det nødvendige fundament for at blive klar til et arbejde.

Hør Peter Due fortælle, hvad deltagerne blandt andet skal være opmærksomme på, når de deltager i opholdet på Egmont Højskolen:

HVEM STÅR BAG:

Projektet er støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med 3 millioner kroner og planlagt til at løbe fra august 2015 indtil udgangen af 2016.

Soldaterlegatet har siden 2009 arbejdet med at støtte psykisk og fysisk sårede veteraner. Herigennem har Soldaterlegatet opnået en stor viden om de forhold, der virker hindrende for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet efter hjemkomst fra en international militær mission.

Handicapidrættens Videnscenter er en selvejende institution, som siden 1995 bl.a. har arbejdet med social og arbejdsmarkedsrettet rehabilitering samt formidling af job til personer med fysiske, psykiske og sensoriske funktionsnedsættelser. Handicapidrættens Videnscenter har i de seneste 4-5 år medvirket til, at adskillige veteraner med PTSD og andre psykiske problemer er kommet i gang med civil uddannelse og arbejde.

Projektet bliver gennemført i tæt samarbejde med Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri i Aarhus og Psykiatrisk Center København

FOR MERE INFORMATION OM PROJEKTET KONTAKT VENLIGST:
Ann-Christina Salquist, projektleder
E-mail: acs@soldaterlegatet.dk
Mobil: 23 29 76 04

Torben Pehrsson, jobkonsulent i Handicapidrættens Videnscenter
E-mail: tp@handivid.dk
Tlf.: 46 34 00 00

Skrevet af Marie Tanggaard