Små legater med stor effekt

Jens – fra hjemløs til fleksjobber med egen bolig og lille have – et rigtig godt eksempel på samspillet mellem Soldaterlegatet, offentlige støttemuligheder, en god bostøtte og en viljestærk veteran.

Første gang, Soldaterlegatet hørte om Jens, var i 2011. Han befandt sig på et midlertidigt bosted for hjemløse i det nordlige Sjælland. Jens er Balkan-veteran med to udsendelser i bagagen. Minderne herfra har lige siden hjemkomsten sat deres præg på Jens´ liv.  Siden 2011 har Soldaterlegatet støttet Jens med i alt 14 legater – små, men med stor effekt!

Transport

Først i 2010 får Jens stillet diagnosen PTSD, hvorefter han får tilbudt en lang række behandlingsmuligheder. Jens har dog ikke råd til at betale for at komme frem og tilbage mellem behandlingerne og søger via sin bostøtte et legat til et rejsekort.  Første skridt på en lang rejse er nu taget.

Medicin

Herfra går det langsomt frem for Jens. Behandlingerne virker, og kombineret med medicinen får Jens det bedre. Medicinlegatet fra Soldaterlegatet muliggør, at Jens kan hente medicinen på det lokale apotek, som herefter sender regningen til Soldaterlegatet. En lille økonomisk udgift for Soldaterlegatet, men af kæmpe betydning for Jens, og de mange hundrede veteraner, der indtil videre har samme aftale med deres lokale apotek.

Materialer

Samtidig arbejder kommunens bostøtte på at finde et lille sted at bo til Jens. Og efter en kortere periode finder de et sted, hvor Jens både har råd og lyst til at bo. Men som hjemløs og med perioder på en af psykiatriens lukkede afdelinger er det knapt med inventar. Jens kigger, klipper og klistrer med udgangspunkt i et boligkatalog og sender med hjælp fra bostøtten sine ydmyge ønsker om støtte til inventar til Soldaterlegatet. Soldaterlegatet bevilger det ansøgte beløb på 5.000 kr.

Nu med fod under eget bord, behandling og støtte til dækning af transport og medicin, får Jens mere overskud. Han ønsker at begynde at træne og Soldaterlegatet bevilger et årskort til det lokale fitnesscenter, så han kan tabe de mange ekstra kilo, som medicinen desværre ofte giver. Han ønsker samtidig at komme i job, og i 2013 bliver han godkendt til fleksjob og kommer i arbejde.

Tøj

Efter en lang periode på landevejen og en periode som kontanthjælpsmodtager er garderoben noget tyndslidt, og for at Jens kan komme klædt anstændigt på og ikke skille sig ud fra mængden på sin nye arbejdsplads, søger bostøtten om et legat til nyt tøj. Legatet bevilliges, og Soldaterlegatet modtager kvitteringer for indkøb af tøjet og kan se, at Jens nu er en velklædt herre på vej på arbejdsmarkedet.

Juridisk rådgivning m.m.

Sideløbende med denne proces ønsker Jens at anmelde sin PTSD som arbejdsskade, og Soldaterlegatet er her behjælpelig med at betale for den fornødne juridiske rådgivning. Sagen er nu, efter mere end to års ventetid og fire genbehandlinger, endelig afgjort. Arbejdsskaden er anerkendt og resulterer i en millionerstatning til Jens.

Jens har alt i alt modtaget støtte for rundt regnet 60.000 kr. De to store poster er støtte til juridisk rådgivning samt transport.

Soldaterlegatet har modtaget dokumentation for samtlige af de udgifter, som legaterne har dækket. På den måde sikrer Soldaterlegatet sig, at de midler, som fonde, private og foreninger har doneret til Soldaterlegatet, går direkte til at støtte og hjælpe sårede veteraner.

Strategien i Soldaterlegatets arbejde

Soldaterlegatet ønsker med sine legater at støtte den sårede veteran, så denne får det bedst mulige afsæt for sin fremtidige udvikling uanset skade og situation. Soldaterlegatet rådgiver gerne om offentlige støttemuligheder, da disse skal og bør være den primære opbakning til veteranen.

Soldaterlegatet udvikler løbende sin rådgivningskompetence for at understøtte tilskadekomne veteraners (gen)etablering af kontakten til Forsvaret, kommunen eller andre offentlige myndigheder. Ved førstegangsansøgere lægges der vægt på det akutte behov i forhold til skaden fra udsendelsen, mens der ved gengangere fokuseres på opnåelse af et positivt udviklingsforløb i forhold til rehabiliteringen.

Historien om Jens er blot et af mange eksempler på den måde, som Soldaterlegatet ønsker at støtte sårede veteraner. Beretningen om Jens’ vej tilbage til livet skyldes en kombination af hans egen stærke vilje, en kompetent, engageret og hjælpsom kommunal bostøtte og samarbejdet med Soldaterlegatet.

Kender du en, der har brug for en udstrakt hånd, rådgivning og støtte, er du mere end velkommen til at kontakte Soldaterlegatet.

Læs mere om vores kriterier for legatuddeling og søg et legat her.

Skrevet af Charlotte Bækdahl