Vælg en side

Livvagten, der fik PTSD

Frank Martinsen er tidligere livvagt for Anders Fogh Rasmussen og har en mangeårig baggrund fra efterretningstjenesten. I dag har han midlertidigt ophold på et bosted på Fyn, fordi han er hårdt ramt af PTSD og alkoholmisbrug. Han deltager i træningssamlinger under DIF Soldaterprojekt, som giver ham mål for fremtiden og håb om et liv uden misbrug. Frank er den tredje i rækken af i alt fire veteraner, som Soldaterlegatet følger gennem DIF Soldaterprojekt de kommende år for at se, hvad idrætten kan gøre for netop dem og deres livssituation.

Soldaterlegatet besøgte 56-årige Frank Martinsen på SUF Veteran i Nørre Broby på Fyn en kold vinterdag. I en sort bjælkehytte, der er ved at blive bygget færdig, skal han bo med egen terrasse, udsigt til sø og med stilheden som nærmeste nabo. Han nyder at være her. Alene, men alligevel sammen med andre.

Efter årtiers overforbrug af arbejde, årvågenhed og alkohol har Frank brug for fuldstændig ro, hvis han skal komme ud på den anden side af nedbruddet. Han får støtte og hjælp til at komme ud af sit overforbrug, blandt andet af værtsparret på SUF Veteran, der hver dag spiser morgenmad med beboerne og finder den rette støtte og behandling til beboerne, der på sigt skal kunne forlade hjemmet til fordel for en egen bolig. Bostedet huser en håndfuld beboere og bliver drevet af et aktivt par, som er der om dagen for at tage sig af veteranerne. Frank har været her i nogle måneder og regner med at skulle tilbringe mindst de næste seks måneder i den fynske landsby lidt syd for Odense. Men først skal Frank afklares og behandles for sit alkoholmisbrug.

Det startede på Cypern

Frank Martinsen var udsendt til Cypern i 1985. Det var lidt af et tilfælde, at han blev soldat. Da Frank var 16 år, syntes hans daværende kærestes far, at det var en god idé for Frank, der var lidt af en rod dengang, at blive soldat. Han blev oversergent og var 10 år i Forsvaret. På Cypern mødte han en anden oversergent, og sammen fandt de ud af, at de ville på højskole i Hadsten som forberedelse til optagelse på Politiskolen. De søgte derefter ind i Politiet, og resten er historie.

I dag har Frank fået diagnosen belastningsrelateret PTSD. Han har været i konstant alarmberedskab det meste af sit voksne liv som politimand i rockermiljøet, livvagt for landets statsminister og som sikkerhedsvagt.

Lyspunkterne i hans liv er blandt andet samværet med de andre veteraner i DIF Soldaterprojekt. Her mødes de, som de nu er: soldater, der er kommet til skade i krig og ude af stand til at fungere i en normal tilværelse endnu. Bange for at gå på indkøb, bange for at være i store forsamlinger, for syge til at foretage hverdagens almindelige gøremål og angste over uvisheden om, hvornår de kan vende tilbage til det, de var: mænd med vovemod i blodet.

Med idræt som brobygger

Frirummet på idrætsprojektets ture i de svenske skove og idrætsaktiviteterne hjælper Frank til at finde begyndelsen til et nyt fodfæste i livet. Hvordan det hænger sammen spurgte Soldaterlegatet ind til i syv spørgsmål:

Hvordan mærker du din PTSD i din hverdag?
-Jeg skal bare have ro. Hvis jeg kommer ind i en bus, og der stiger en børnehave ind, så er det det samme som at slå mig ihjel. Det kan jeg sgu ikke klare. Folk skal stå foran mig. Der må ikke være nogen bagved mig. Jeg er konstant i alarmberedskab, og det har jeg været i måske i 15 år. Den eneste måde, jeg slappede af på, da jeg arbejdede, var at drikke en øl efter arbejde. Det var selvmedicinering.

Du har valgt at bruge nogle af dine kræfter på at deltage i DIF Soldaterprojekt og møde op til nogle af de aktiviteter, de tilbyder. Hvorfor har du det?
-Jamen, det har jeg på grund af min baggrund som elitesportsmand. Jeg har altid trænet meget, så jeg bruger idrætten til at komme videre på.

Så hvad er det, det giver dig at være på camp med DIF?
-At bruge min krop og føle, at jeg kommer videre. Det får mig til at slappe af. Og så de sociale fællesskaber, jeg får ved træningssamlinger. Vi hygger os, og jeg får noget energi af at være med. Og det er jeg ikke alene om. Det kan jeg se på mange af de andre. Det giver noget at komme ud at lave noget. Jeg føler ligesom, at jeg er på vej videre fremfor at sætte mig ned i sofaen og bare sidde og kigge ind i en væg. Jeg vil da også gerne ind på arbejdsmarkedet igen. Men lige nu giver det mening for mig at være en del af et fællesskab og bruge mig selv fysisk og have et mål. Det er meget vigtigt for mig.

Hvorfor er det godt for dig at have et mål?
-Sådan har det været hele mit liv. Det motiverer mig at have et mål, og det gør mig stærk. Det er vigtigt for mig at have et mål med de ting, jeg laver. Ellers så skvatter jeg ned.

Hvad er dine mål for 2018 ud over cykelløbet Ride4Rehab?
Ja, når jeg er helt klar i torpedoen, skal jeg videre fra her, hvor jeg er nu, som er et midlertidigt opholdssted. Jeg vil gerne ud at arbejde med det, jeg kan. Fx inden for rejsebranchen. Det bruger jeg tiden på hernede – på at tænke over, hvad jeg vil. Jeg gider ikke rende rundt som arbejdsløs.

Hvordan kan idrætsaktiviteter hjælpe dig videre til at nå det mål?
Det giver mig et kick og nogle mål. Det er meget vigtigt for mig at have de her bestemte mål: at først skal jeg det, så det og så det … Et springbræt ud af alkoholen til noget andet.

Hvilke aktiviteter har du haft mest gavn af?
Svømning har jeg altid været glad for, men det er mest samhørigheden, der betyder noget for mig på vores træningssamlinger. Det giver mig bare noget helt specielt. Det gode er også, at jeg kan trække mig tilbage på værelset, når jeg har brug for det.

LIVVAGT

I 2014 udgav Frank Martinsen sammen med Søren Baastrup bogen LIVVAGT – mit hemmelige politiliv om Franks liv fra ung dreng i Kalundborg, over et job i livvagternes førsterække til et liv i sammenbrud og angst. Hans livsbane bliver ridset op årti for årti. Her er nogle hovedpunkter:

  • 1987 begyndte han på Politiskolen, hvor han var med til at starte Bravopatruljen, der overvågede rockermiljøet. Senere blev han optaget i Politiets Aktionsstyrke, hvor han i ti år fra 1992 jagtede smuglere og narkokriminelle, overvågede terrorister samt tog sig af beskyttelsesopgaver for den amerikanske præsident og andre udenlandske VIP’er.
  • I 2002 søgte Frank ind som livvagt ved Politiets Efterretningstjeneste, hvor han som ansat i den gruppe, der tog sig af ministre og diplomater, beskyttede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som sin primære opgave. Da Frank havde været livvagt for Anders Fogh Rasmussen i to år, begyndte han at mærke, at de hårde lange vagter fra kl. 7-23 og manglende afspadsering satte sine spor i hans fysik, hans mentale tilstand og i forholdet til kone og børn. Men han fortsatte arbejdet.
  • Efter 10 år i Aktionsstyrken og seks år som livvagt i efterretningstjenesten bad Franks kone ham om at finde et andet arbejde. Særligt ét argument ramte Frank hårdt: hans to yngste børn kaldte ham ikke længere far – men bare Frank. Ægteskabet kunne dog ikke holde til de mange års fravær og hårdt arbejde, og Frank blev skilt. Frank forlod tjenesten for et job i PET’s hovedkvarter i Søborg i efterforskningsafdelingen, hvor han arbejdede med kontraterrorisme.
  • I 2008 fik Frank tilbudt en stilling som fysisk sikkerhedschef i Saxo Bank, hvor han var i under to år, inden han blev selvstændig privat sikkerhedsrådgiver.
  • I 2011 blev Frank opmærksom på sine egne symptomer på det, der dengang blev kaldt granatchok. Han kunne genkende beskrivelsen af problemer med alkohol, med at sove, med at fungere socialt og med at få et ægteskab til at fungere. Franks nye kæreste forsøgte at hjælpe ham med at forstå behovet for at stå af ræset og stoppe med at drikke for meget. Alvoren gik nok først op for ham, da han en dag vågnede på en sofa på Veteranhjem København. Sofaen blev skiftet ud med et værelse og derefter med en plads på forsorgshjemmet for veteraner på Fyn.

FAKTA

Skrevet af Marie Tanggaard